De voldsomme skovbrande på Hawaii har nu kostet de første dødsfald.

På den hawaiianske ø Maui har seks personer mistet livet i de brande, som myndighederne forsøger at få bugt med.

Det skriver AFP News.

Og helt generelt er der kaos på øen.

Alle offentlige veje i byen Lahaina er lukket som følge af de voldsomme skovbrande.

Adskillige borgere er desuden evakueret, og senest har flammerne nået flere populære turistområder.

 Heriblandt det historiske område Front Street, hvor flere butikker er brændt ned, skriver CNN.

Det er særligt tre brande på tre forskellige steder på øen, som lige nu er ude af kontrol.

»De er alle aktive, og skaber behov for akutte evakueringer forskellige steder,« udtaler kommunikationschefen i Maui County, Mahina Martin.

Lige nu sidder godt og vel 2000 personer strandet i den lokale lufthavn uden nogen steder at søge hen, tilføjer hun.

Samtidig flygter folk fra huse og hoteller, mens flere er sprunget i vandet for at komme i sikkerhed og så er  hospitalerne på øen er overfyldte.

Skovbrandene har derfor gjort, at myndighederne er i højeste alarmberedskab med slukningsarbejdet.

Det samme gælder indsatsen for at få borgere i sikkerhed.

Myndighederne er dog særligt udfordret, da kategori 4-orkanen Dora i øjeblikket befinder sig et par hundrede kilometer syd for Hawaii, og er med til at blæse kraftig vind ind over øerne.