50 brande er brudt ud i det sydlige Tyrkiet i løbet af onsdag og torsdag. Brande, der er ude af kontrol, og som flere tusinde brandmænd kæmper for at få styr på.

»Det er meget foruroligende. For man hører også, at det her måske kun er første gnist til et endnu større bål. At det vil blive ved med at antænde og sprede sig videre,« siger B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

Og det vil blive et stort problem for Tyrkiet.

For alle statens beredskaber er allerede taget i brug. 4.000 brandmænd kæmper lige nu mod flammerne, 38 helikoptere og tre vandbombefly er sat ind. Det er den hidtil største brand i Tyrkiet og flere tusinde tyrkere og turister er blevet evakueret.

Flere tusinde mennesker er blevet evakuerede.
Flere tusinde mennesker er blevet evakuerede. Foto: -
Vis mere

Og billederne af brandene taler også for sig selv. Lige bag ved små landsbyer i bjergene står flammerne på spring. Tæt på feriesteder, hvor turister soler og bader, nærmer den sorte røg sig, og de allerede brændte områder vidner om en forfærdelig ulykke.

Men skovbrande er egentlig ikke noget nyt for tyrkerne. Det uhyggelige er ifølge Jakob Illeborg, at selv de professionelle, som er vant til at håndtere det her, har problemer med at håndtere flammerne.

»Skovbrande er set mange gange før, men selvom staten sætter alt ind og får hjælp udefra, og man er dygtig og vant til det her, så kan de simpelthen ikke styre det. Det, synes jeg, er uhyggeligt. Det skaber nogle skræmmende scenarier for fremtiden,« siger Jakob Illeborg.

På det seneste er der blevet målt rekordhøje temperaturer i Tyrkiet - helt op til 49 grader. Så det oplagte er jo at tænke, at brandene er opstået på grund af varmen og det tørre landskab.

Det tyrkiske brandvæsen har svært ved at få flammerne under kontrol.
Det tyrkiske brandvæsen har svært ved at få flammerne under kontrol. Foto: KAAN SOYTURK
Vis mere

Der er dog begyndt at gå spekulationer i den. Nogle mener nemlig, at det er PKK, det kurdiske arbejderparti, der har påsat brandene. Den mulighed mener Jakob Illeborg dog, bør dokumenteres noget bedre, før man skal begynde at tro på den.

»Det forholder jeg mig meget skeptisk til. Så skal man kunne fremvise noget konkret dokumentation, ellers er det at spille et politisk spil på en meget upassende måde, siger Jakob Illeborg, der har svært ved at se, hvorfor PKK skulle ønske at ødelægge landet og brænde folks hjem ned.

En tredje mulighed er også, at brandene er antændt ved en fejl. For eksempel fra gnister fra et bål eller lignende.

Årsagerne til brandene er endnu ukendte, men de tyrkiske myndigheder er i gang med at efterforske det.

Flere har mistet deres huse under brandene.
Flere har mistet deres huse under brandene. Foto: ILYAS AKENGIN
Vis mere

Tyrkiet er langt fra det eneste land, hvor naturbrande har hærget denne sommer. For eksempel har Sardinien og Californien også været enormt hårdt ramt.

»Det  har virkelig været en sommer i naturkatastrofernes navn,« siger Jakob Illeborg, der håber, de forfærdelige katastrofer i det mindste får folk til at tænke over, hvad vi kan gøre for at komme det i forkøbet fremover.

For ifølge Jakob Illeborg er meldingen fra meteorologer, der har kigger på denne sommers mange naturkatastrofer, at det umiddelbart ikke ser ud til at stoppe.

Flere turister er også blevet evakueret.
Flere turister er også blevet evakueret. Foto: ILYAS AKENGIN
Vis mere