Rekordhøje temperaturer har ramt Europa denne sommer, og det har resulteret i, at der flere steder er udbrudt voldsomme skovbrande. 

Torsdag blev op mod 3.000 turister evakueret fra campingpladser ved byen Canet-en-Roussillon i Sydfrankrig.

Ifølge den franske tv-station BFM er mere end 250 huse gået op i flammer, ligesom mange feriegæster har mistet biler og campingvogne.

Tv-station har talt med to belgisk tvillingesøstre, der er kommet i området gennem 25 år.

»Det gør enormt ondt. Vi har mistet alt: vores penge, vores papirer, campingvognen,« fortæller den ene til kanalen.

Omkring ni kvadratkilometer natur er blevet ødelagt i området, hvor op mod 800 brandmænd er blevet indsat for at bekæmpe branden.

Canet-en-Roussillon ligger tæt på grænsen til Spanien. Google Maps

Skal blive hjemme

På den anden side af grænsen i det populære ferieområde Costa Brava er der også udbrudt skovbrande, skriver HLN.

Ifølge de lokale brandmyndigheder er naturbrandene nu så store, at 'de ikke længere kan slukkes'.

Derfor er man i 12 catalanske kommuner gået i forebyggende lockdown, hvilket betyder, at omkring 45.000 mennesker ikke kan forlade deres hjem, mens branden bekæmpes.

Den catalanske premierminister, Salvador Illa, har bedt den spanske regering om at indsætte den militære nødtjeneste (UME) for at hjælpe med at bekæmpe branden i Les Gavarres på Costa Brava.

Illa opfordrer samtidig befolkningen til at udvise ekstrem forsigtighed og undgå unødvendige rejser til det berørte område.