En lille pige fra Skotland forsvandt mandag, mens hun besøgte sin bedstemor. Få timer senere blev hun fundet død i et krat. Politiet mener, hun er blevet myrdet.

En sand menneskejagt er gået ind på den skotske ø, Isle of Bute, efter, at en seks-årig skolepige er blevet fundet død. Politiet mener, hun er blevet myrdet, og nu opfordres forældre til at holde ekstra godt øje med deres børn og låse deres hjem, indtil morderen er fundet.

Det skriver avisen Daily Record.

Alesha MacPhail var på ferie hos sin bedstemor på øen og skulle have tilbragt tre uger hos hende, da hun pludselig forsvandt mandag morgen. Få timer senere blev hendes lig fundet i et skovområde tæt på et nedlagt hotel.

Bedstemoderen slog alarm til politiet, men hun skrev også et opslag på Facebook, hvor de bad lokalområdet om hjælp til at finde den lille pige.

Det var på den måde, at Aleshas mor første gang hørte, at noget var helt galt med hendes datter.

'Er der nogle, der vil fortælle mig, hvad der er sket. Det er min datter,' skrev den 23-årige Georgina Lochrane på sin tidligere svigermors opslag.

Alesha MacPhail blev også efterlyst på Facebook af sin bedstemor. Det var her, hendes mor første gang hørte, at noget var helt galt.
Alesha MacPhail blev også efterlyst på Facebook af sin bedstemor. Det var her, hendes mor første gang hørte, at noget var helt galt. Facebook

En pårørende fortæller til avisen The Scotsman, at den lille pige ofte var på besøg hos sin bedstemor. Drabet har rystet det lille samfund på øen, hvor der bor omkring 7000 mennesker. Stemningen bliver ikke bedre af, at politiet tirsdag gik ud og advarede forældre om at passe ekstra godt på deres børn.

Leder af efterforskningen Stuart Houston siger til britiske medier, at politiet behandler dødsfaldet som en drabssag.

»Aleshas familie er fuldstændig ødelagt, og vi fortsætter med at støtte dem i den utrolig svære tid,« siger han til The Sun.

»At sådan en pige bliver revet bort så ung er fuldstændigt uforståeligt,« tilføjer han.