Historielæreren Samuel Paty blev halshugget på åben gade af en muslimsk mand ved højlys dag i en forstad til Paris i 2020. Hans brøde? Han havde vist Muhammed-tegninger i sin undervisning.
Forleden faldt der et forløbigt punktum, da otte personer fredag modtog deres straffe, efter at være blevet kendt skyldige i at have spillet en rolle i drabet. For en særlig forening har dét kolossal betydning.
»For Patys familie, kolleger og for skolen som institution, så er det meget vigtigt. For det er væsentligt, at de modtager en straf, selvom det ikke var dem, der direkte førte kniven.«
Det fortæller Maria Bjørn. Sagen har betydet meget for hende, der selv er mangeårig lærer, og som efter det brutale mord på Samuel Paty tog initiativ til at stifte Gruppen Paty i Danmark, hvor hun i dag er bestyrelsesformand.
Foreningen er netop til ære for Samuel Paty og for alle underviseres ytrings-, metode- og undervisningsfrihed, som de skriver på deres hjemmeside.
Den 47-årige lærer blev slået ihjel af en 18-årig flygtning efter at have vist sine elever Charlie Hebdos satiretegninger af profeten Muhammed.
Gerningsmanden, ved navn Abdoullakh Anzorov, blev skudt og dræbt af politiet på gerningsstedet.
Af de otte personer, der fredag blev dømt, drejer det sig om syv mænd og en kvinde. Ifølge BBC har forsvarerne i sagen argumenteret for, at ingen af dem kendte til hensigterne om at slå Paty ihjel.

Fra dommeren lød det dog, at manglende viden eller indsigt ikke gælder som et forsvar, fordi deres handlinger dengang havde virket opildnende – uanset hensigten.
»Det er et vigtigt signal at sende, at den opildnen og hetzbølge, som sociale medier giver mulighed for, ikke er ustraffet, når man bidrager til det,« udtaler Maria Bjørn fra Gruppen Paty og fortsætter:
»Vi har set sammenlignelige kædereaktioner mod folk i uddannelsessektoren i Danmark. Shitstorms bliver startet, og det kan for alvorlig blive farligt, når det involverer islam. Vi bør være opmærksomme på, at kampagnerne kan fange de radikaliseredes blik.«
Ifølge Maria Bjørn fører »hadkampagner« mod lærere til selvcensur – også i Danmark.
»Det sidste man vil anklages for i uddannelsessektoren er islamofobi eller racisme. Så flere undlader for eksempel at bruge Muhammed-tegningerne i undervisningen, som Samuel Paty gjorde det,« siger hun.
Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) deler tilsyneladende bekymringen.
I hvert fald iværksatte han sidste år »en undersøgelse af lærerens mulighed for og erfaringer med at håndtere emner, der kan opleves som kontroversielle, herunder omfanget af og årsager til, at disse emner udelades fra undervisningen.«
Resultaterne af denne undersøgelse er stadig ikke blevet præsenteret.
»Skolerne i den vestlige verdens absolut største og vigtigste opgave er at sikre, at de næste generationer bliver demokrater,« lyder det fra Maria Bjørn, der fortsætter:
»Det er kernen, og hvis man lader selvcensur og frygt overfor nogle emner diktere undervisningen, så svigter vi ikke bare den næste generation, men også hele uddannelsessektorens eksistensgrundlag.«
