En teenager fra Californien skød sin 16-årige skolekammerat to gange uden for deres skole tirsdag morgen.
Så gik han ind i sit klasseværelse, som om intet var hændt. Der skriver New York Post.
Skytten var en dreng på 17 år, og han ramte sit offer med to skud i overkroppen.
Skuddene faldt lige før klokken ni om morgenen på fortovet uden for Ridgeway High School i byen Santa Rosa.
De førte straks til, at hele skoleområdet blev lukket ned. Der er tre skoler og over 10.000 elever i området.
Nedlukningen blev først ophævet adskillige timer senere. Det skete, efter at politiet havde fundet den skyldige i et klasseværelse og sigtet ham for mordforsøg.
Efter skudepisoden placerede han sin pistol i en rygsæk – og gav den til en anden person. Det fortæller John Cregan, politimand i Santa Rosa.
Det står ikke klart, om den anden person, som politiet stadig leder efter – vidste, at rygsækken indeholdt en pistol.
Myndighederne tror, at et skænderi mellem de to elever startede balladen.
Offeret er indlagt på et nærliggende hospital, og hans tilstand betegnes som stabil.


