En amerikansk politimand er blevet ramt af en shitstorm, efter at han på et pressemøde udtalte, at gerningsmanden bag tirsdagens nedskydning af otte mennesker på massageklinikker i Georgia »havde en virkelig dårlig dag.«

Det er en formulering, der har fået sindene i kog på de sociale medier, hvor folk undrer sig over det afslappede ordvalg fra betjenten, Jay Baker, der er ansat i Cherokee County Sheriff Department.

»Han var nærmest ude i tovene. I går var en virkelig dårlig dag for ham, og det her er, hvad han gjorde,« lød Bakers præcise formulering, da han i går stod som talsperson for de lokale myndigheder og skulle fortælle pressen om anholdelsen af Robert Aaron Long.

Den 21-årige Long blev anholdt bare få timer efter tre fatale skudepisoder tirsdag aften udspillede sig med kort mellemrum på forskellige massageklinikker i Atlanta og Acworth i delstaten Georgia.

21-årige Robert Aaron Ling blev anholdt kort efter skudepisoderne i Georgia og er nu sigtet for otte drab.
21-årige Robert Aaron Ling blev anholdt kort efter skudepisoderne i Georgia og er nu sigtet for otte drab. Foto: CRISP COUNTY SHERIFF'S OFFICE
Vis mere

Han er nu anklaget for at stå bag skyderierne, som kostede i alt otte mennesker livet. Heraf var seks kvinder med asiatisk baggrund, men ifølge politiet benægter Robert Aaron Long, at drabene var racistisk motiverede.

Han har derimod begrundet sine handlinger med, at han har et problem med porno og sex og anså massagestederne som fristelser, han ville udrydde.

Men på de sociale medier bliver politiets talsmand, Jay Baker, beskyldt for at tage alt for let på tragedien, og flere anklager ham for at have fløjlshandsker på, fordi der er tale om en hvid gerningsmand.

»Den måde, de igen og igen forsøger at retfærdiggøre vrede, hvide mænd, er grotesk og skal stoppes,« lyder det fra profilen Renee i en af de tusindvis af Twitter-kommentarer, der handler om Jay Bakers ordvalg og facon pressemødet.

Brugeren HerrWilhelm skriver i sit tweet: »Hvis de synes, han havde en dårlig dag, skulle de tage at spørge ofrenes familier om, hvordan deres dag var. WTF (what the fuck, red.)«

Som om pressemødet ikke har ført til rigeligt med negativ opmærksomhed for Jay Baker, rapporterer nyhedsmediet The Daily Beast, at betjenten tidligere har delt racistiske opslag på Facebook.

Således viser billeder ifølge The Daily Beast, at han har promoveret t-shirts med påskriften »COVID-19 imported virus from CHY-NA,« og det har kun fået shitstormen til at blusse endnu mere op.