To skiløbere er tirsdag omkommet i en lavineulykke i Alperne.

Det skriver flere lokale medier – herunder The Local France.

Ulykken fandt sted i Hautes-Alpes-regionen, imens en gruppe på fem skiløbere befandt sig i området kendt som La Côte Fine. Gruppen kørte offpist – altså uden for de afmærkede områder.

Udover de omkomne blev en guide såret. Resten af gruppen er uskadt efter ulykken.

Ifølge The Local France kendes nationaliteten på de afdøde ikke på nuværende tidspunkt, men mediet skriver, at de franske skolers vinterferie i denne uge skaber travlhed på de franske skiresorts.

Mediet skriver, at lavinerisikoen i øjeblikket er høj i området.