Skidt nyt for Trump: Opbakningen falder – blandt hans egne
»Mere bemærkelsesværdigt er det, at der nu er klare, vedvarende tegn på en tendens til tilbagegang,«

»Mere bemærkelsesværdigt er det, at der nu er klare, vedvarende tegn på en tendens til tilbagegang,«

Siden Donald Trump rykkede ind i Det Hvide Hus sidste år, er opbakningen til ham blandt befolkningen faldet.
Nu viser nye tal, at det ikke kun er blandt den amerikanske præsidents modstandere, at kritikken tager til. For selv blandt hans egne falder støtten.
Det skriver det amerikanske magasin Forbes og The Hill.
Overordnet set er Trumps tilslutning faldet yderligere, siden den seneste måling blev foretaget i marts, viser en meningsmåling foretaget af University of Massachusetts Amherst blandt 1.000 respondenter, der blev gennemført i perioden den 21.–26. august.
I alt har han opbakning blandt 32 procent – hvilket er ét procentpoint lavere end den seneste måling, lyder det.
Det er det laveste, en måling foretaget af University of Massachusetts Amherst har vist, lyder det.

Samtidig er andelen af dem, der ikke støtter ham, steget med to procentpoint til 64 procent.
Det tal inkluderer 54 procent, der svarer, at de er »stærkt« utilfredse, skriver The Hill.
Men den måling, der nok er værst for Trump, er den, der har set på opbakningen til ham blandt republikanske vælgere.
Og der venter ham dårligt nyt.
For hvor opbakningen i april 2025 lød på 89 procent af de republikanske vælgere, er den siden faldet markant.
Nu lyder den ifølge målingen på 75 procent.
Hvilket dermed er et fald på 14 procentpoint.
Desuden viser målingen, at hans tilslutning blandt dem, der stemte på ham under præsidentvalget i 2024, er faldet med 10 procentpoint.
I undersøgelsen blev i alt 262 amerikanere, der stemte på ham ved det seneste valg, også spurgt, om de ville gøre det igen – og 16 procent svarede ifølge The Hill, at de set i bakspejlet hellere ville have stemt på hans modkandidat, Kamala Harris, stemt på en kandidat fra et tredjeparti eller slet ikke have stemt.
»Det er ikke just tale om en masseflugt fra Trumps lejr, men det er nok til, at det helt sikkert kunne have været afgørende imod Trump i et relativt tæt valg i 2024,« lyder det ifølge mediet fra en af dem, der står bag undersøgelsen, Alexander Theodoridis, som er lektor i statskundskab og medleder af målingen:
»Mere bemærkelsesværdigt er det dog, at der nu er klare, vedvarende tegn på en tendens til tilbagegang,« tilføjer han.
Særligt er det krigen i Iran, der påvirker, mens også Trumps håndtering af den økonomiske situation og landets inflation spiller ind, lyder det.