Skib fra fransk rederi angrebet i Hormuzstrædet
Besætningsmedlemmer fra containerskibet "San Antonio" er kommet til skade i et angreb i Hormuzstrædet.

Besætningsmedlemmer fra containerskibet "San Antonio" er kommet til skade i et angreb i Hormuzstrædet.

Det franske rederi CMA CGM siger onsdag, at et af dets skibe er blevet angrebet, mens det sejlede gennem Hormuzstrædet, og at besætningsmedlemmer er kommet til skade.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Der er også sket skade på skibet i angrebet, der fandt sted tirsdag.
De tilskadekomne besætningsmedlemmer er blevet evakueret og får lægehjælp, oplyser selskabet.
- CMA CGM overvåger situationen tæt og er fortsat fuldt aktiveret sammen med besætningen, lyder det i en udtalelse fra rederiet.
Det er containerskibet "San Antonio", der er blevet udsat for et angreb. Ifølge hjemmesiden Marinetraffic.com var skibet på vej fra Khalifa i De Forenede Arabiske Emirater til Mundra i Indien.
Siden USA angreb Iran for mere end to måneder siden, har skibstrafikken i det strategisk vigtige Hormuzstræde stort set stået stille.
Hundredvis af fartøjer kan ikke komme igennem strædet, og omkring 20 procent af den globale oliehandel står stille.
USA indledte mandag det, der af landets præsident, Donald Trump, er døbt "Project Freedom", og som skulle have til formål at eskortere skibe ud af Hormuzstrædet.
Den operation satte Trump på pause for at afsøge muligheden for at indgå en fredsaftale med Iran.
CMA CGM oplyste i april, at et af dets skibe havde været mål for varselsskud i Hormuzstrædet, og at ingen om bord på skibet var kommet til skade.
Det franske rederi, der er verdens tredjestørste containerrederi, har indikeret, at 14 af dets skibe har været strandet i området, siden krigen startede.
Et af rederiets skibe sejlede ud af Hormuzstrædet i slutningen af april.
/ritzau/