Ukraine vil begynde at producere droner i Tyskland. Det siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en video, der er lagt på X søndag.
- Allerede midt i februar vil vi se produktionen af vores droner i Tyskland, siger han.
Det er en af flere "produktionslinjer" i Europa, siger Zelenskyj og nævner også en ukrainsk produktion i Storbritannien.
Der er ikke umiddelbart nogen kommentar fra tysk eller britisk side.
I en anden video, der er lagt på X søndag eftermiddag, nævner Zelenskyj, at Ukraine efter de seneste fire års krig mod russiske styrker er førende inden for produktion af droner.
Det ukrainske forsvar vil selv få brug for en stor del af de droner, der skal produceres. Men der kommer også til at være en eksport, siger Zelenskyj.
I løbet af 2026 planlægger Ukraine at åbne ti eksportcentre rundt om i Europa og især i de nordiske og baltiske lande, lyder det fra præsidenten.
- I dag er Europas sikkerhed bygget på teknologi og droner. Der er flere forskellige projekter. Det vil alt sammen i det store hele blive baseret på ukrainsk teknologi og ukrainske specialister, skriver Zelenskyj på Telegram ifølge mediet Kyiv Independent.
I oktober bad præsidenten det ukrainske forsvarministerium om at iværksætte en "kontrolleret eksport" af ukrainske våben. Det skulle begynde fra november, skriver Kyiv Independent.
Tanken er, at Ukraine skal eksportere militært udstyr, som landet producerer for meget af. Indtægterne fra dette salg skal bruges på at købe de typer af våben, som landet har brug for i kampen mod de russiske styrker.
I Danmark er den ukrainske forsvarsvirksomhed Fire Point ved at etablere sig nær Flyvestation Skrydstrup ved Vojens.
Fire Point producerer blandt andet raketbrændstof.
/ritzau/
