Problemerne fortsætter for Australiens premierminister, Scott Morrison, der lørdag har beordret en af sine parlamentarikere til at gennemføre et kursus i empati og forbedre sin opførsel.

Det skyldes, at politikeren ved navn Andrew Laming er blevet fanget i at bagatellisere en offentlig undskyldning, han gav forleden for at have mobbet to kvindelige vælgere.

Laming undskyldte torsdag for at have chikaneret to kvinder over nettet i flere år.

Men på sin Facebook-profil gjorde politikeren efterfølgende grin med sin egen "uforbeholdne undskyldning".

- I dette politiske klima, siger jeg gladeligt undskyld. Jeg vidste ikke engang for hvad, da jeg gjorde det klokken 16, skrev Laming på Facebook.

Til beskeden tilføjede han også tre smileys med tungen ud af munden og en smiley med hjerter i øjnene.

Politikeren, der repræsenterer Scott Morrisons liberale parti, fjernede lørdag opslaget fra sin profil.

Det har ikke været muligt for Reuters at få en kommentar fra Andrew Laming.

Problemet er endnu en hovedpine for Australiens premierminister, der i forvejen er under hård beskydning for sin håndtering af flere voldtægts- og krænkelsessager i parlamentet.

Anklagerne begyndte at rulle i februar. Her stod en ung kvinde ved navn Brittany Higgins, der arbejdede for regeringen, frem med en anklage om, at en kollega havde voldtaget hende i parlamentet i 2019.

Samme måned fremsatte bekendte til en afdød kvinde også anklager om, at hun var blevet voldtaget af Australiens justitsminister Christian Porter i 1988.

Porter har siden taget sygeorlov, selv om politiet har droppet at efterforske sagen mod ham.

Ydermere fortalte en whistleblower i sidste uge om, hvordan flere ansatte i det australske parlament i Canberra i stor stil har delt videoer og billeder med seksuelt indhold fra parlamentet med hinanden.

Whistlebloweren beskyldte også flere politikere for at dyrke sex med prostituerede i parlamentet.

Scott Morrison har både kaldt afsløringerne "afskyelige" og "skamfulde".

Premierministeren har også meddelt, at han i de kommende uger vil annoncere en række tiltag for at skabe mere kønslighed i australsk politik.

Kvinder udgør under en tredjedel af Morrisons liberale parti.

/ritzau/Reuters