De seneste dage har et møde i Det Hvide Hus været under opsejling. Fredag samler USA’s præsident Donald Trump nemlig sine ministre og ledende oliechefer.

På dagsordenen er en drøftelse af, hvorvidt USA skal gå ind i Venezuela og bore efter olie.

Mødet finder sted i kølvandet på weekendens amerikanske militæroperationer i Venezuela, hvor landets nu afsatte præsident, Nicolás Maduro, blev pågrebet.

Efterfølgende har Donald Trump slået fast, at Venezuelas enorme oliereserver bør overtages USA. 

Ifølge CNN er olieindustriens topledere dog mere skeptiske over for planen. For en genopretning af Venezuelas olieinfrastruktur vurderes at ville koste titusindvis af milliarder dollars over det kommende årti.

Penge, der blandt andet skal bruges på etablering af rørledninger, opsætning af boreplatforme, opbygning af havneinfrastruktur samt installation af en stabil elforsyning.

Indtil nu har olieraffineringsanlæg som dette været håndteret af PDVSA. 
Indtil nu har olieraffineringsanlæg som dette været håndteret af PDVSA.  Foto: Henry Chirinos/EPA/Ritzau Scanpix

Derfor ønsker oliegiganterne fredag, skriver CNN, at at få præsenteret en overbevisende strategi fra USA's præsident om, hvordan olieproduktionen kan genoprettes på en måde, der sikrer langsigtet stabilitet – og dermed mulighed for indtjening.

For nu ønsker selskaber dog ikke at give faste investeringsløfter til Trump. De peger på, at de seneste dages hændelser har gjort Venezuela yderst ustabilt.

Og så skaber det bekymring, at inden investeringerne begynder at give afkast, vil USA sandsynligvis have fået en ny præsident - og olieselskabernes plan med Trump-administration kan blive droppet. 

Ligesom at oliegiganterne ser væsentlige udfordringer ved, at Venezuela stiller krav om høje afgifter, tvungne statslige samarbejder og omfattende skattebetalinger for udenlandske virksomheder. 

Derudover spiller det en rolle, at Venezuelas militær har fået en aktiv position i det statsejede olieselskab Petróleos de Venezuela, SA (PDVSA).

Militæret har tidligere været forbundet med blandt andet gidseltagninger og en begrænset vilje til samarbejde med udenlandske virksomheder. 

Det får olieselskaberne til at stille spørgsmålstegn ved, om det vil være sikkert for medarbejdere og udstyr at operere i landet.

»For det første skal vi have etableret et retsstatsprincip,« sagde Mike Sommers, administrerende direktør for olieindustriens lobbyorganisation American Petroleum Institute, live til Fox News torsdag. 

På forberedende møder forud for fredag har oliecheferne ifølge CNN i stedet forslået, at olieeksporten i den kommende måneder øges for en start.