En kassedame kom med en bemærkning om en kundes mundbind, og det kostede hende livet.

Coronapandemien og kravet om mundbind sætter sindene i kog verden over, men mandag gik det helt galt i USA.

Her gik en kunde bersærk efter et skænderi om den forhadte ansigtsmaske.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

I et Big Bear-supermarked i byen Decatur i nærheden af Atlanta kom en kunde op at skændes med kassedamen om forretningens krav om mundbind.

Den 30-årige mand forlod butikken uden sine varer, men et øjeblik efter kom han tilbage med et håndvåben.

Han gik direkte op til kassen og skød og dræbte den kvindelige kassemedarbejder.

Derefter skød han omkring sig i butikken.

»Der var en form for konfrontation, en diskussion – jeg er ikke sikker på præcis, hvad det drejede sig om – noget om at bære mundbind, og på et tidspunkt trak den mistænkte et våben og skød kassedamen.«

Det sagde politichef Melody Maddox på et efterfølgende pressemøde.

Politiet oplyser, at den mistænkte kunde er Victor Lee Tucker.

»Tucker gik direkte tilbage til kassen, trak et våben og skød hende,« lyder det i en pressemeddelelse fra Georgia Bureau of Investigation.

Både gerningsmanden selv og en betjent, der tilfældigvis var til stede i butikken, blev såret under skyderiet. Det var betjenten, der sørgede for at uskadeliggøre Tucker.

På de sociale medier har der efterfølgende været en heftig diskussion af, hvorvidt den mistænkte gerningsmand er sort eller hvid.

Flere skriver, at han er en hvid supremacist, men det er endnu ikke blevet bekræftet.

På nuværende tidspunkt vides det derfor ikke, om han er vaccineskeptiker eller imod brugen af mundbind.