Tirsdag går israelerne til stemmeurnerne for at vælge deres næste premierminister.

Og for den siddende premierminister, Benjamin Netanyahu, er der mere på spil end magten, vurderer B.T.s mellemøstkorrespondent.

Meningsmålingerne har ikke været gunstige for Netanyahu og hans parti, Likud. 

Ifølge B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, kan et valgnederlag få alvorlige konsekvenser for den israelske premierminister.

»Lige nu er han i en god og lukrativ position, fordi han er premierminister. Han er inde og ude af retten, men han nægter sig skyldig i korruption,« siger Jotam Confino.

Netanyahu står lige nu over for tre korruptionsanklager, og hvis han mister magten, kan hans situation ændre sig markant.

De tre korruptionssager omhandler tre separate tiltaler, hvor premierministeren er anklaget for bestikkelse, bedrageri og embedsmisbrug. Hvis han bliver fundet skyldig og dømt, risikerer han fængselsstraf. 

Ifølge B.T.s mellemøstkorrespondent kan Netanyahu i sin nuværende position forsøge at forhandle en såkaldt lokumsaftale, hvor han til gengæld for at trække sig fra politik kan få anklagerne droppet. Det har han indtil nu nægtet at gøre.

Netanyahu har allerede søgt om benådning hos præsidenten, men eftersom han hverken ville indrømme at have begået fejl eller trække sig fra politik, er det usandsynligt, at præsidenten vil imødekomme anmodningen.

B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Taber han valget, kan det blive langt sværere at forhandle sig ud af problemerne.

»Han ville da bare være en oppositionsleder, og have langt mindre magt. Derfor vil anklageren muligvis have mindre incitament til at lade ham slippe via et forlig, og hans position ville blive mere problematisk. Det gør ham desperat for at vinde,« forklarer Jotam Confino.

Et valgnederlag kan også markere begyndelsen på enden for Netanyahus politiske karriere.

»Han er 77 år gammel, og regeringsperioden i Israel er fire år. Der er meget, der tyder på, at der internt i hans parti vil være nogle, der vil forsøge at vælte ham, så andre kan komme til magten,« mener Jotam Confino. 

Adspurgt, om en eventuel magtnedgang vil ændre betydningen af arrestordren på Netanyahu fra Den Internationale Straffedomstol (ICC), afviser Jotam Confino:

»Den sag vil blive behandlet i Haag, og det afhænger ikke af hans status som premierminister,« afslutter han.

Arrestordren henviser til den, som ICC udstedte i maj 2024, hvor Netanyahu, daværende forsvarsminister, Yoav Gallant og Hamas' militære leder, Mohammed Deif, blev anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.