Manden med den bare brystkasse klør sig lidt i håret, kigger sig lidt omkring. Løfter en machete op til sin næse, dufter til den. Vender og drejer den mellem hænderne.

Så stopper han op, drejer sig lidt til venstre, træder et par skridt frem og kigger. Lige hen mod kameraet, der i det skjulte bag træer og blade peger hans vej.

Sekunder efter løber han væk fra stedet sammen med en anden mand, der har en bue og pile spændt over ryggen.

Det omkring et minut lange videoklip, som angiveligt viser to mænd fra en helt isoleret og afskåret stamme dybt inde i regnskoven i Amazonas, har vakt opsigt, siden det blev offentliggjort for nylig.

Foto: AFP PHOTO / MIDIA INDIA / WWW.SURVIVALINTERNATIONAL.ORG
Vis mere

Det skriver blandt andet The Guardian og CNN.

De to mænd på videoen menes at være en del af Awá-stammen, der lever helt afskåret fra omverdenen - og som frygtes at være på vej til at blive udryddet på grund af blandt andet skovhuggere og bosættere, der rykker ind på og ødelægger de områder, hvor de bor.

Videoen er filmet i Maranhao i det østlige Brasilien af en anden stamme, der kaldes Guajajara.

De arbejder ifølge CNN for at beskytte regnskoven, hvor Awá-stammen bor.

For nylig er skovhugger-lejre skudt op i nærheden af Awá-folket, som ikke har haft kontakt med omverdenen, og ifølge Erisvan Guajajara, der arbejder hos Mídia Índia, som offentliggjorde videoen, er håbet, at klippet kan redde stammen fra at blive angrebet.

»Vi fik ikke Awáernes tilladelse til at filme, men vi ved, at det er vigtigt at bruge disse billeder, for hvis vi ikke viser dem til verden, så vil Awá-folket blive dræbt af skovhuggere,« siger han ifølge CNN og fortsætter:

»Vi bruger disse billeder som et råb om hjælp, og vi rækker ud til regeringen for at beskytte vores familier, som ikke ønsker kontakt med fremmede.«

Mens nogle medlemmer af Awá-stammen har taget eller har fået kontakt med omverdenen, så formodes det, at mange fra stammen endnu lever helt isoleret i regnskoven.

Forleden viste en ny rapport fra det brasilianske statslige institut, Inpe, som fører tilsyn med skovrydning i Amazonen, at mere end 1.000 kvadratkilometer skov blev ryddet i løbet af det første halvår af 2019.

Det er en stigning på 68 procent sammenlignet med den samme periode sidste år.

Efterfølgende har den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, kritiseret rapporten.

Han mener, at rapporten er et udtryk for en international 'miljømæssig psykose' over beskyttelsen af Amazonas. Det kan du læse mere om HER.