Et sygdomstilfælde med en sjælden variant af svineinfluenza er blevet konstateret hos en patient i Canada.

Det rapporterer det amerikanske medie Fox News.

Ifølge lokale myndigheder i Canada er der tale om den alvorlige virus Influenza A (H1N2), som er en sjælden variant af svineinfluenza, der altså nu er blevet konstateret hos et menneske.

Smittetilfældet blev opdaget i den canadiske provins Alberta, der støder op til USA i den vestlige del af landet. Det skete efter, at patienten i midten af oktober havde søgt læge med influenza-lignende symptomer.

»Patienten udviste milde symptomer, og blev hurtigt helbredt efter at være testet. Der er foreløbig ingen tegn på, at virusset har spredt sig yderligere,« lyder det i en fælles udtalelse fra provinsens sundhedsdirektør Deena Hinshaw og veterinærdirektør Keith Lehman.

De lokale myndigheder forsøger nu at opspore kilden til smittetilfældet og få vished for, om der er sket yderligere spredning.

H1N2-influenza er kendt for at optræde i svinebesætninger verden over. Der er tale om en infektionssygdom i svinenes luftveje fra type A-influenzavirus, og sygdommen smitter ikke, selv om man spiser inficerede dyr.

»Vi tager det seriøst, men folk i Alberta skal være klar over, at sporadiske tilfælde af forskellige influenza-typer er fundet forskellige steder i Nordamerika i løbet af den sidste halve snes år. Typen Influenza A (H1N2) er sjælden med kun 27 tilfælde på verdensplan siden 2005 - og ingen tidligere i Canada før nu,« siger de lokale myndigheder.

Som følge af det konstaterede svineinfluenza-tilfælde vil sundhedsmyndighederne i Alberta nu også tilbyde borgere i den centrale del af provinsen at blive influenza-testet, hvis de skal tjekkes for corona.