Det vides endnu ikke, hvilke planer Donald Trump har lagt for 20. januar, når Joe Biden officielt skal indsættes som USAs 46. præsident.
Nu er spørgsmålet, om rejseplanerne for et militært Boeing 757-fly siger noget om, hvad der kommer til at ske.
Det skotske medie Sunday Post skriver nemlig, at det amerikanske militær har meddelt, at sådan et fly 19. januar ankommer til lufthavnen Prestwick syd for Glasgow. Og det har vakt opsigt hos flere andre medier.
For selv om der hverken er sat navne eller antal på passagerne, kan det være interessant af flere grunde.

For det først ligger lufthavnen ikke langt fra Donald Trumps skotske resort Turnberry.
For det andet er det et fly, som den stadig siddende præsident har benyttet ved flere lejligheder – selv om der altså ikke er tale om et af de noget større Boeing 747-200B-fly, der også kendes som 'Air Force One'.
Men som eksempelvis også Guardian påpeger, så er Boeing 757-flyet ofte blevet brugt til officielle rejser af både det amerikanske vicepræsident, Mike Pence, og af førstedamen, Melania Trump.
Spørgsmålet, der rejser sig, er selvfølgelig, om Donald Trump har tænkt sig at forlade USA og skippe indsættelsesceremonien.

Sunday Post skriver videre, at to overvågningsfly fra det amerikanske militær i november kredsede over Turnberry-resortet.
»Overvågningsflyene havde base i Prestwick-lufthaven i en uges tid, og det er normalt et tegn på, at Trump vil opholde sig på stedet i en længere periode,« siger en kilde til mediet.
Endnu har Det Hvide Hus over for mange medier afvist at fremlægge, hvad den siddende præsident har tænkt sig at gøre, når embedet skal overdrages til Joe Biden.
Men ender det med, at Donald Trump ikke er til stede ved sin efterfølgers indsættelsesceremoni, vil det kun være fjerde gang i historien, at den siddende præsident tager sådan et valg:
John Adams blev væk 1801.
John Quincy Adams gjorde det samme i 1829.
Andrew Johnson valgte heller ikke at være til stede i 1869.
Mange politiske iagttagere i USA forventer efterhånden, at Donald Trump vil blive væk fra den højtidelige ceremoni, fordi han lige siden valget 3. november har kæmpet for at omgøre Joe Bidens sejr. Flere eksperter har endda spekuleret i, at han netop 20. januar vil annoncere, at han igen stiller op til præsidentvalget, i 2024.
Og flygter han ligefrem fra USA? Til Skotland. I den forbindelse er det værd at bemærke, at på grund af de stramme coronarestriktioner i landet, er Turnberry-resortet faktisk lukket til 5. februar. Det fremgår af stedets hjemmeside.
For det er endnu uvist, hvor Donald Trump og familien vil bosætte sig efter 20. januar, hvor de altså skal forlade Washington og Det Hvide Hus. Hans private klub Mar-a-Lago ved Miami har også været nævnt som en mulighed, men den idé er naboerne mildest talt ikke glade for.
Onsdag er der i øvrigt stor drama om senatsvalget i Georgia, som kan blive meget afgørende for amerikansk politik i de næste fire år. Det kan du følge her