»Jeg vil ikke udsætte hverken min familie eller mig selv for mere. Det er gået for vidt. Derfor trækker jeg mit kandidatur fra det franske kommunalvalg.«

Sådan lød ordene, da 42-årige Benjamin Griveaux, som er kandidat til borgmesterposten i Paris, fredag meddelte, at han ikke længere er med i ræset.

Det sker, efter at en række billeder og videoer med intimt og seksuelt indhold onsdag er blevet offentliggjort på nettet, skriver det franske medie Le Parisien. Ifølge Dailymail viser en af videoerne den franske borgmesterkandidat ornanere, mens han skriver med en ung kvinde.

Derudover blev de 'frække' beskeder mellem Griveaux og den unge kvinde offentliggjort og sammenlignet med borgmesterkandidatens taler om familieværdier.

Billederne, som ifølge Le Parisien har en seksuel karakter, blev delt på en hjemmeside, som hævder, at ville afsløre embedsmænd og politikeres hemmeligheder.

Foto: LIONEL BONAVENTURE
Vis mere

Onsdag kort efter kl. 18.00 slap indholdet så ud på Twitter, og teamet bag Griveauxs borgmesterkampagne har siden da forholdt sig tavse - indtil Benjamin Griveaux fredag formiddag trådte frem for rullende kameraer og annoncerede sin afgang.

I sin fratrædelsestale forklarede den nu tidligere borgmesterkandidat, at han og hans familie i mere end et år har været udsat for ærekrænkende udsagn, dødstrusler og anonyme angreb.

Benjamin Griveaux fortæller i talen, at chikanen har påvirket ham, men at det er gået hårdest ud over hans familie, og derfor trækker han sig nu. En beslutning, som præsident Macron ifølge Le Parisiene er dybt skuffet over.

Griveaux har tidligere været talsmand for regeringen, og i 2019 meldte han sit kandidatur til borgmestermesterposten i Paris.

I kampen om at blive borgmester har Griveaux været oppe mod Paris' nuværende borgmester, Anne Hidalgo. Meningsmålinger fra sidste år antydede, at det var et tæt løb mellem de to kandidater.

Benjamin Griveaux er medlem af La République En Marche! (Republikken fremad! red.). Det vides ikke, om partiet vil vælge en ny kandidat.

Det franske kommunalvalg bliver afholdt mellem den 15. og 22. marts i år.