I januar sad to politibetjente i en skøjtearena i Wisconsin, USA, og holdt øje med en mand og hans datter under en ishockeykamp. På et tidspunkt spiste manden en hotdog, tørrede sig om munden og smed servietten i en skraldespand.

Kort efter fiskede en af betjentene servietten op af skraldespanden. Det blev starten på en retssag om et brutalt sexdrab.

Det skriver CBS News.

De to betjente fulgte efter manden, fordi de forsøgte at opklare et groft drab på den 35-årige kvinde Jeanie Childs i 1993.

Hun blev fundet dræbt i sin lejlighed, hvor hun arbejdede som prostitueret. Hun var blevet stukket 20 gange med en kniv. Hele lejligheden var oversvømmet, fordi bruseren stod og kørte på badeværelset.

Sagen blev aldrig opklaret.

For at få hul på den 25 år gamle sag tog betjentene noget dna fra sæd, som blev fundet på gerningsstedet i 1993, og tjekkede det i en slægtsforskningsdatabase. Her var et match – den 52-årige landmand Jerry Westrom.

For at være helt sikre overvågede betjentene Jerry Westrom for at indsamle dna, så de endegyldigt kunne fastslå, at det dna, der var indsamlet i lejligheden, var et match med Westroms.

Det fik de med servietten, og kort efter blev den formodede sexmorder anholdt.

Jerry Westrom har nægtet alt. Han afviser, at han nogensinde har været i den lejlighed, hvor Jeanie Childs blev myrdet.

Han afviser, at han i det hele taget dyrkede sex med nogen kvinde i Minnesota i 1993.

Westrom er lige nu løsladt mod kaution. Han betalte den nette sum af 500.000 dollar for at komme på fri fod.