Bosnien-Hercegovina har udvist to serbiske diplomater i protest mod Serbiens beslutning om at afholde en storslået offentlig begravelse for den dømte krigsforbryder Ratko Mladic.

Bosnien-Hercegovina har også suspenderet planerne om at underskrive en regional samarbejdsaftale.

To personer fra Serbiens ambassade i Sarajevo - militærattaché Milan Dulanovic og efterretningsrådgiver Danko Maksimovic - har 48 timer til at forlade landet, siger Bosnien-Hercegovinas udenrigsminister, Elmedin Konakovic.

Tusindvis af mennesker deltog mandag i begravelsen af Mladic i Serbiens hovedstad, Beograd. Det viste med tydelighed, at Mladic fortsat er højt agtet blandt mange i Serbien og i Bosnien-Hercegovinas serbisk-dominerede områder.

Højtstående serbiske embedsmænd var blandt andre med til begravelsen, som blev ledet af den serbisk-ortodokse kirkes overhoved.

Ifølge nyhedsbureauet AFP var mindst seks serbiske ministre med til at tage afsked med Mladic.

84-årige Mladic døde den 27. august i Haag. Her afsonede han en livstidsdom for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden for sin rolle i belejringen af Sarajevo og massakren i 1995 på mindst 8000 bosniske drenge og mænd i Srebrenica.

Mladic var de bosniske serberes hærfører under Srebrenica-massakren. Han fik tilnavnet "Slagteren fra Bosnien".

Bosnien-Hercegovinas udenrigsminister sagde mandag, at landet ville trække størstedelen af personalet hjem fra dets ambassade i Beograd i protest mod Serbiens håndtering af Mladics begravelse.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har i et opslag på det sociale medie X kaldt billederne fra begravelsen for "chokerende".

Hun mener, at tilstedeværelsen af flere højtstående serbiske embedsmænd "demonstrerer en manglende vilje til at konfrontere et mørkt kapitel i Europas nyere historie" og kan underminere Serbiens planer om at blive medlem af EU.

Chaloka Beyani, som er FN's særlige rådgiver for forebyggelse af folkedrab, kalder den offentlige mindehøjtidelighed for Mladic for "dybt upassende og dybt foruroligende".

RITZAU/Reuters