Hos det norske medie TV 2 kan man onsdag morgen læse en artikel, der bærer overskriften:
»Sådan stopper danskerne 'monsteret'«.
Artiklen er blevet udarbejdet, efter en række grove voldshændelser inden for kort tid er blevet koblet til mindreårige personer i Norge.
Noget, som man også har set meget af de senere år i Sverige.
»Sveriges store fejl var, at vi tog fat i problemerne alt for sent. Men vi har kigget på flere lande, ikke mindst Danmark,« har den svenske justitsminister, Gunnar Strömmer, for nylig udtalt til det norske medie.
Af den grund har norsk TV 2 taget turen til Danmark for at finde ud af, hvad vi har gjort, der har fungeret i forhold til ungdomskriminalitet.
»Vi er heller ikke i mål, men vi gør alt, hvad vi kan med hensyn til kreative metoder til at bekæmpe bander og rekrutteringen af unge mindreårige,« udtaler den danske justitsminister, Peter Hummelgaard (S), til mediet og tilføjer:
»Det er et monster, der skal holdes under kontrol løbende, og så skal vi være forsigtige.«
Han peger dog på flere tiltag, Danmark har gennemført – så som indførelsen af dobbeltstraf, hvis en forbrydelse sker som led i en konflikt mellem organiserede grupper.
Særligt lægges der dog vægt på én ting.
Nemlig myndighedernes mulighed for at dele information på tværs af sektorer, hvilket især kan ses i samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi i det såkaldte SSP, hvor man kan samarbejde og følge op på børn og unge i risikozonen.
Til norsk TV 2 beskriver Peter Hummelgaard det som »essentielt«, at skoler, ungdomsklubber, kommunerne og politiet kan koordinere.
Det norske medie bemærker, at det adskiller sig fra Norge, hvor hensyn til privatlivets fred ofte forhindrer informationsdeling.