Donald Trump har selv nævnt missilskjoldet 'Golden Dome' som en af årsagerne til hans store interesse i Grønland, og det er et af præsidentens allerstørste prestigeprojekter.
Men hvis Golden Dome bliver en realitet, kan det få alvorlige konsekvenser – for os alle sammen.
Sådan lyder advarslen fra seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Rasmus Sinding Søndergaard over for DR.
Ifølge den amerikanske præsident, Donald Trump, vil 'Golden Dome' gøre det så godt som umuligt for eventuelt fjendtligt sindede nationer at ramme USA med missiler.
Både ballistiske missiler, interkontinentale missiler, krydsermissiler – og dermed også atommissiler.
Det lyder jo som en vidunderlig sikkerhed at have i en ellers i stigende grad usikker verden, men lige netop derfor kan 'Golden Dome' blive et farligt redskab:
»Jeg tror, at et så effektivt missilforsvar vil være farligt for verdensfreden, uanset hvem det er, der har det. Det vil uundgåeligt gøre, at den stormagt, der har det, vil føle sig i stand til at være mere frembrusende og mindre tilbageholdende i forhold til at bruge militær magt mod andre stormagter,« siger Rasmus Sinding Søndergaard til DR.
Major og chef for Center for Luft- og Rumoperationer på Forsvarsakademiet, Karsten Marrup, er enig og pointerer overfor DR, at 'Golden Dome' – hvis det bliver så effektivt, som Trump hævder – vil kunne forrykke magtbalancen mellem verdens supermagter.

Historisk set har sådanne forrykkelser af magtbalancen ofte ført til aggressioner og blodige krige – herunder Anden Verdenskrig.
Donald Trump sagde i august, at han vil have 'Golden Dome' til at stå klar om cirka tre år.
De samlede omkostninger ventes ifølge Trump at løbe op i 175 milliarder dollar svarende til godt 1.120 milliarder kroner.
Du kan følge udviklingen i international storpolitik i vores liveblog, som du finder lige HER.
