Det forventes, at Senatet i USA på et tidspunkt kommer til at stemme om en lov, der skal indskrænke USA's præsident Donald Trumps mulighed for at forsøge at invadere Grønland.

Det oplyser demokraten Tim Kaine, der er valgt i Virginia, og republikaneren Rand Paul, der er valgt i Kentucky, under et fælles møde med journalister.

- I kommer til at se forslag om krigsbeføjelser fremsat om Cuba, Mexico, Nigeria og Grønland, siger Tim Kaine.

Torsdag ventes en afstemning om, hvorvidt yderligere militære handlinger i Venezuela skal standes, medmindre Trump får Kongressens godkendelse.

Tim Kaine og Rand Paul er blandt initiativtagerne bag det forslag.

Rand Paul siger, at han vil "have et åbent sind" angående et fremtidigt lovforslag om at stoppe en eventuel amerikansk invasion af Grønland.

Han siger videre, at han ikke har hørt om, at nogen af hans partifæller støtter militære handlinger i Grønland.

Lørdag sendte USA soldater til Venezuela for at afsætte præsident Nicolas Maduro, der nu befinder sig på amerikansk jord.

Efterfølgende har Trump gentaget sit ønske om, at han ønsker at overtage kontrollen med Grønland, der er en del af kongeriget Danmark.

Det har vakt røre i Europa og blandt Danmarks allierede.

Danmark er blandt de stiftende medlemmer af Nato og har været allieret med USA i mange år.

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), skruede tidligere på ugen op for retorikken over for USA. Hun har sagt, at hvis USA invaderer Grønland, så "vil alting ophøre".

I USA's forfatning står der, at det kun er Kongressen - og ikke præsidenten - der kan erklære krig.

Kaine, Paul og andre politikere har flere gange i de seneste måneder forsøgt at vedtage lovforslag, der skulle have forhindret Trump i at angribe Venezuela uden Kongressens godkendelse. Det er ikke lykkedes.

/ritzau/Reuters