Senator slår alarm: Udmattede soldater tænker på selvmord
Forholdene ombord på amerikansk hangarskib er så alvorlige, at en senator nu alarmerer USA's forsvarsminister Pete Hegseth.

Forholdene ombord på amerikansk hangarskib er så alvorlige, at en senator nu alarmerer USA's forsvarsminister Pete Hegseth.

I mere end 250 dage har tusindvis af amerikanske soldater været ombord på det amerikanske hangarskib, Abraham Lincoln.
Skibet er udstationeret i Mellemøsten. Men nu slår en senator alarm, skriver BBC.
Soldaterne rejste hjemmefra i november måned og skulle have været sendt hjem igen i maj. Men på grund krigen i Mellemøsten er hjemsendelsen gentagne gange blevet udsat.
Ifølge den demokratiske senator for Conneticut, Richard Blumenthal, er der alvorlige problemer ombord. Så alvorlige, at det truer soldaternes liv og helbred.
I et brev til forsvarsminister, Pete Hegseth, har senatoren beskrevet, at mandskabet ombord kæmper med 'fødevaremangel, vandforurening, defekte VVS-installationer' og det han kalder ‘forværret mental sundhed’.
Brevet har Blumenthal offentliggjort på X.
Flere militære nyhedskanaler, som the The Navy Times og Stars and Stripes, har i den seneste uge rapporteret, at flere sømænd ombord på USS Abraham Lincoln har overvejet at hoppe overbord.
Èn har gjort alvor af tankerne. Tidligere på måneden rapporterede CBS News, at en sømand var sprunget overbord, men blev reddet op igen af en helikopter.
Umiddelbart gør opråbet fra den demokratiske senator ikke indtryk på forsvarsminister Pete Hegseth.
I hvert fald kaldte han torsdag rapporterne om forholdene ombord for ‘fuldstændig forkert fremstillet’.
Ifølge BBC, sagde Pete Hegseth dog torsdag under et pressemøde i Panama:
»Nogle udsendelser er længere end andre, og jeg har mere respekt og taknemmelighed for disse sømænd end nogen anden. Det, de gør på det åbne hav under de barske forhold med færre havneanløb – det er utroligt.«
Måske er der nu endelig land i sigte for de hårdtprøvede soldater.
Flere medier skriver torsdag, at USA planlægger at erstatte hangarskibet USS Abraham Lincoln med USS George Washington.