Senatet sender lovforslag om ende på Iran-krig til endelig afstemning
Republikanere har før nedstemt forslag om at begrænse Trumps beføjelser i Iran. Det lykkedes dem ikke tirsdag.

Republikanere har før nedstemt forslag om at begrænse Trumps beføjelser i Iran. Det lykkedes dem ikke tirsdag.

Et flertal i Senatet i USA har ved en indledende afstemning tirsdag stemt for et forslag, der har til formål at tvinge præsident Donald Trump til at stoppe krigen mod Iran.
Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og Associated Press (AP).
Afstemningen baner vejen for en endelig afstemning. Tidspunktet for den er ifølge AP endnu ikke fastsat.
50 senatorer stemte for forslaget, mens 47 stemte imod. Tre undlod at stemme.
Demokraterne har flere gange fremlagt forslag om at begrænse USA's præsident Donald Trumps krigsbeføjelser, efter at USA og Israel i slutningen af februar indledte en første bølge af angreb mod Iran.
Indtil videre har Republikanerne, der har flertal i begge kamre i Kongressen i USA, nedstemt forslagene.
Tirsdag skiftede den republikanske senator Bill Cassidy, der er valgt i delstaten Louisiana, dog holdning og stemte ligesom de demokratiske senatorer for forslaget, mens tre republikanere ikke dukkede op til afstemningen.
Yderligere tre republikanske senatorer, der før har stemt for lignende forslag, stemte også tirsdag modsat flertallet af deres partikollegaer.
Afstemningen viser ifølge AP en stigende bekymring blandt republikanerne over konflikten med Iran, der har ført til stigende oliepriser verden over.
Politikere, der støtter forslaget, har beskrevet det som et forsøg på at genoprette Kongressens ansvar for at erklære krig, som det er fastlagt i USA's forfatning.
Ifølge loven War Powers Resolution fra 1973 må en militær operation beordret af en amerikansk præsident kun vare i 60 dage, før den enten skal afsluttes eller godkendes af Kongressen.
Trump meddelte 1. maj i et brev til lederne i Kongressens to kamre, at fjendtligheder mod Iran var afsluttet.
Sidenhen har USA dog fortsat landets blokade af iranske havne og angrebet flere iranske skibe, mens Iran har opretholdt dets blokade af Hormuzstrædet og angrebet amerikanske skibe.
Hvis det foreløbige forslag om at stoppe krigen vedtages i Senatet, skal forslaget også vedtages i Repræsentanternes Hus. Det skal ske med mindst to tredjedeles flertal, hvis forslaget skal kunne overleve et forventet veto fra præsident Trump.
/ritzau/