Det var med fuldt overlæg, at en 6-årig dreng i januar skød og sårede sin klasselærer.
Ifølge CBS News indrømmede drengen straks, da han blev hentet med på politistationen. Det fremgår af afhøringsdokumenter, som mediet nu har fået fat i.
Skyderiet fandt sted på Richneck Elementary School i Newport.
»Jeg skød og dræbte den so. Jeg skød hende med min mors pistol,« sagde den 6-årige, da betjentene talte med ham.

Læreren, Abigail Zwerner, døde ikke, men blev alvorligt såret efter at være blevet ramt af skud i brystet.
Politiet har bekræftet, at det drejer sig om moderens pistol, som var erhvervet på lovlig vis.
Barnet havde taget våbnet med i skole i sin rygsæk. Flere lærere havde advaret om, at han havde et våben med i skole. Tasken blev undersøgt, men på det tidspunkt fandt man ikke noget.
Han har også tidligere truet flere lærere med at slå dem ihjel og forsøgt at kvæle en.
Da klassen var kommet tilbage fra frikvarteret den januardag, skød drengen læreren med en 9 mm pistol.
Mens drengen er for ung til at blive anklaget for noget, skal hans mor, Deja Taylor, i retten til oktober. Hun står blandt andet anklaget for omsorgssvigt og for at have efterladt et ladt skydevåben og bringe mange mennesker i fare.
Hun risikerer nu at få en dom på op til 25 års fængsel.
Selve forholdene erkendte hun i retten den 12. juni.
Den 25-årige Abigail Zwerner skulle igennem flere operationer efter skyderiet.
Hun har sagsøgt skolens ledelse for 40 millioner dollar, da hun mener, at den har overhørt flere advarsler om netop denne elev.
Skoledistriktet har ikke ønsket at kommentere sagen overfor CBS News.