Seks klimaaktivister er blevet frikendt af Stockholms tingsrätt i Sverige efter at have været tiltalt for hærværk mod et Monet-maleri.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
To af aktivisterne havde i juni 2023 dyppet hænderne i maling og limet sig fast til beskyttelsesglasset, som maleriet hang bagved.
Sammen med fire andre aktivister blev de efterfølgende anholdt.
Tingsrätten, som svarer til byretten i Danmark, kom dog mandag ifølge nyhedsbureauet frem til, at de tiltalte ikke havde til hensigt at forvolde nogen skade på selve maleriet.
Aktivisterne har erkendt, at de har udført aktionen, men nægter at have begået en forbrydelse. De mener, at aktionen er omfattet af demonstrationsfriheden og siger, at de ikke havde til hensigt at begå hærværk, da maleriet var bag beskyttelsesglas.
Selv om maleriet ikke blev skadet under aktionen, fik rammen en plet fra malingen.
Aktionen var rettet mod maleriet "Le Jardin de l'artiste à Giverny". Det er malet i år 1900.
Maleriet i Stockholm er kun til låns. Det hænger normalt på Musée d'Orsay i Paris, der er et af Frankrigs mest berømte museer.
Claude Monet, der levede fra 1840 til 1926, anses som en af de største malere i historien. Han var en førende impressionist.
Flere Monet-malerier har i de seneste år været omdrejningspunkt for klimaaktioner.
Det gælder blandt andet i Tyskland, hvor to klimaaktivister i 2022 kastede kartoffelmos mod et Monet-maleri på et museum i Potsdam.
I 2024 gik det igen ud over et Monet-maleri, denne gang på kunstmuseet Musée d'Orsay i Paris.
Her klistrede en klimaaktivist en plakat med et dystopisk motiv i røde nuancer fast til det 150 år gamle maleri "Coquelicots", som forestiller en mark med røde valmuer og små gule blomster.
I en video fra aktionen sagde aktivisten, at "dette mareridtsagtige billede venter os, hvis der ikke findes alternativer".
Hun henviste til motivet på plakaten, som tilsyneladende viste den samme mark, som den Monet har gengivet - blot helt afsvedet.
/ritzau/TT
