Seks fredsbevarende FN-soldater er lørdag blevet dræbt i et droneangreb i Kordofan-regionen i det sydlige Sudan.

Derudover er seks FN-soldater blevet såret - heraf fire alvorligt.

Det oplyser FN's mission i Abyei-regionen i Sudan, skriver nyhedsbureauet AFP.

Alle ofrene er fra Bangladesh og befandt sig på deres base i byen Kadugli.

Den fungerende sudanesiske regering med general Abdel Fattah al-Burhan i spidsen siger i en udtalelse, at angrebet udgør "en farlig eskalering".

Regeringen beskylder den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RFS) for at stå bag angrebet.

Kadugli, som angrebet ramte, har været belejret af RFS det seneste halvandet år. I november blev der erklæret hungersnød i byen.

Siden april 2023 har RFS og Sudans hær kæmpet mod hinanden i en borgerkrig, som har sendt Sudan ud i det, der af FN beskrives som en af de værste humanitære kriser i det 21. århundrede.

I slutningen af oktober indtog RFS byen al-Fashir, som var den sudanesiske hærs sidste højborg i Darfur. Siden har RSF bevæget sig mod øst og ind i den olierige Kordofan-region.

Kordofan ligger mellem den RSF-kontrollerede Darfur-region mod vest og de områder, som hæren kontrollerer mod nord og øst.

Krigen i Sudan har kostet titusindvis af mennesker livet og sendt flere millioner på flugt, siden den brød ud for to et halvt år siden.

Et af de seneste store angreb ramte i sidste uge en børnehave og et hospital i byen Kalogi i det sydlige Kordofan. Her blev 114 personer dræbt. Blandt dem var 63 børn, har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) oplyst.

Forsøg på at stoppe krigen har indtil videre været forgæves.

I november sagde USA's præsident, Donald Trump, at han ville arbejde for at slutte krigen, men indtil videre er der - så vidt offentligheden ved - ikke gjort nogen konkrete fremskridt i arbejdet for fred i Sudan.

/ritzau/