Den russiske præsident, Vladimir Putin, udtrykker i sin nytårstale tro på, at Rusland vil trække sig sejrrigt ud af konflikten med Ukraine.
Det er snart fire år siden, at Rusland i februar 2022 invaderede nabolandet og igangsatte krigen mellem de to lande.
Putin opfordrer russerne til at "støtte vores helte", der kæmper i Ukraine.
- Vi tror på jer og vores sejr, lyder det fra præsidenten til de russiske soldater ved fronten.
Konflikten mellem Rusland og Ukraine synes fastlåst.
Søndag mødtes Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, med USA's præsident, Donald Trump, i Florida i USA.
På mødet var fokus blandt andet på en fredsplan for Ukraine.
Både den amerikanske og ukrainske præsident sagde efter mødet, at der var blevet gjort store fremskridt mod at afslutte krigen i Ukraine.
Det stod dog ikke klart, hvilke fremskridt der konkret var tale om, ligesom der heller ikke var nyt om, hvor langt man er fra en egentlig fredsaftale.
Putins nytårstale sendes på russisk stats-tv lige før midnat i hver af Ruslands 11 tidszoner.
Første sted, talen transmitteres, er til befolkningen på den østlige Kamtjatka-halvø. Det er den første russiske region, som går ind i 2026.
Nytårsaftensdag markerer 26-årsdagen for Putins magtovertagelse i Rusland.
Det skete, efter forgængeren, Boris Jeltsin, trådte tilbage.
Det var den sovjetiske leder, Leonid Brezjnev, der grundlagde traditionen med en tv-transmitteret nytårstale til det russiske folk.
/ritzau/AFP
