Den amerikanske skuespiller Sean Penn fik natten til mandag dansk tid karrierens tredje Oscar, som ikke mange før ham har opnået.
Men den 65-årige filmmand var ikke til stede ved uddelingen i Dolby Theatre i Hollywood for at modtage prisen for sin birolle i "One Battle After Another".
Han befandt sig i Ukraine, som han har besøgt flere gange efter Ruslands invasion i 2022.
Det ukrainske jernbaneselskab Ukrzaliznytsia har givet Sean Penn en oscarformet statuette lavet af metal fra en ukrainsk togvogn, der er blevet ramt af et russisk angreb.
Det er som en tak for skuespillerens støtte til landet.
Det skriver flere internationale medier, herunder CNN.
Sean Penn fik overrakt gestussen tirsdag af jernbaneselskabets direktør, Oleksandr Pertsovskyi.
- Det er ikke af guld, men den er meget ægte og fra bunden af vores hjerter, Sean.
På statuetten lyder indskriften:
- Dette stål bar engang millioner af mennesker væk fra krig. Så kom et russisk missil. Vi smeltede det ikke om til et våben. Vi smedede det om til taknemmelighed. For dig. For dit talent. For dit mod til at stå sammen med Ukraine.
Sean Penn mødte ifølge nyhedsbureauet AFP onsdag ukrainske styrker ved frontlinjen.
Skuespilleren var i 2023 med til at lave dokumentaren "Superpower", som handler om landet og dets præsident, Volodymyr Zelenskyj.
Da Sean Penn besøgte Volodymyr Zelenskyj - der selv har en fortid som skuespiller - efter Ruslands invasion i 2022, havde skuespilleren en af sine oscarstatuetter med.
- Det er bare en åndssvag symbolsk ting. Men hvis jeg ved, at den er her hos dig, føler jeg mig stærkere og har det bedre med mig selv til kampen. Når du vinder (krigen, red.), så tag den med tilbage til Malibu (i USA, red.).
Sean Penn modtog karrierens første Oscar i 2004 for sin hovedrolle i krimidramaet "Mystic River".
Karrierens anden Oscar fik han i 2009 for sit portræt af den homoseksuelle politiker og menneskerettighedsforkæmper Harvey Milk i filmen "Milk".
Da Sean Penn modtog sine to første statuetter, var han til stede ved uddelingen.
Den tredje statuette tog sidste års oscarvinder for Bedste Mandlige Birolle, Kieran Culkin, med på vegne af Sean Penn, da han havde præsenteret de nominerede.
- Sean Penn kunne ikke være her - eller ville ikke.
Ud over Sean Penn er også Meryl Streep, Daniel Day-Lewis, Jack Nicholson og Ingrid Bergman iblandt de syv skuespillere, der har modtaget tre oscarstatuetter.
Kun en skuespiller har modtaget fire oscarstatuetter: Katharine Hepburn.
/ritzau/
