Beboere i den amerikanske by Phoenix oplevede lørdag et noget uventet syn.
For et lille privatfly fik umiddelbart efter at være lettet store problemer – og det måtte derfor nødlande på en vej midt i et boligkvarter. Se videoen øverst i artiklen
Der var to personer ombord, men ingen kom dog ifølge Fox News til skade.
Uheldet skete i Goodyear, en forstad til storbyen i staten Arizona.
På vej ned ramte flyet – af modellen Cessna 172 P – et træ, en postkasse og bil, inden det endelig stod stille midt på gaden.
»Piloten forsøgte at foretage en nødlanding i Phoenix Goodyear Airport, da motoren satte ud, og måtte i stedet lande i et beboelseskvarter,« lyder det i en udtalelse fra det lokale brandvæsen, Goodyear Fire.
Undersøgelser af hændelsen er i fuld gang, men det står allerede klart, at flyet af endnu ukendte årsager havde lækket knap 20 liter brændstof.