Donald Trump fik overrakt det hvide stykke papir med den håndskrevne besked midt under mødet i Det Hvide Hus.
'Tæt på,' stod der øverst på sedlen, der blev afleveret af udenrigsminister Marco Rubio.
For det var ifølge The Guardian i det øjeblik, at den amerikanske præsident blev informeret om, at Israel og den militante gruppe Hamas begge var 'tæt på' at godkende den første fase af en fredsplan for Gaza.
En plan, som faldt på plads natten til torsdag.
Men foran rullende kameralinser læste Donald Trump torsdag den besked, som ingen andre kendte til på det tidspunkt.
Og faktisk lykkedes det Associated Press-fotografen Evan Vucci at få et billede af indholdet på sedlen, som han også selv har delt på X. Se her:
Videre stod der således:
'Vi har brug for dig til at godkende et opslag på Truth Social snart, så du kan annoncere aftalen først.'
Donald Trump sad og nikkede, mens han læste, hvad der stod på papiret, og efterfølgende kom Marco Rubio også hen til ham og hviskede en besked i præsidentens øre.
Og så valgte han at bryde ind i den rundbordssamtale, han var en del af, hvor justitsminister Pam Bondi var i færd med at tale.

»Jeg har lige fået en seddel af udenrigsministeren, hvor der står, at vi er meget tæt på en aftale i Mellemøsten, og at de har brug for mig ret snart,« sagde Donald Trump.
Ifølge The Guardian gik der dog reelt endnu ti minutter, inden præsidenten rent faktisk forlod mødet, der havde været i gang i mere end en time.
Han blev endda igen og igen ved med at svare på spørgsmål, inden han endegyldig takkede af.
»Vi får fred i Mellemøsten. Det er det, vi ønsker at få,« lød hans allersidste replik, inden han forlod salen.
Kort efter skrev han så på Truth Social:
»Jeg er meget stolt over at kunne annoncere, at Israel og Hamas begge har godkendt den første fase af vores fredsplan,« lød det her:
»Det betyder, at alle gidslerne meget snart vil blive frigivet, og at Israel vil trække sine styrker tilbage til en aftalt linje som de første skridt mod en stærk, holdbar og evig fred.«
Følg alle udviklinger og reaktioner på fredsplanen i B.T.s liveblog HER