Man skulle tro, det var løgn. Men den er god nok.

Billedet herover er ægte – og det samme er de to personer på det. 

Men kontrasterne bliver så heller ikke større, for på billedet ses verdens højeste mand, Sultan Kösen, og verdens mindste kvinde, Jyoti Amge. De har netop mødt hinanden i Californien.

Det skriver The Telegraph.

Størrelsesforskellen er til at tage at føle på.
Størrelsesforskellen er til at tage at føle på. Foto: Abaca/Ritzau Scanpix
Vis mere

Tyrkiske Kösen og indiske Amge er begge i Guinness Rekordbog, og højdeforskellen mellem dem svarer til en velvoksen dansk mand: hele 188,2 centimeter.

Eller for at sætte den vilde forskel på de to mennesker i relief:

Sultan Kösens fødder er 36,5 centimeter lange. 

Det svarer til mere end halvdelen af Jyoti Amges højde på 62,8 centimeter.

Her ses Sultan Kösen og Jyoti Amge under deres tidligere møde i Kairo i 2018. Hvis man skulle være det mindste i tvivl, er det Kösen til venstre og Amge til højre på billedet.
Her ses Sultan Kösen og Jyoti Amge under deres tidligere møde i Kairo i 2018. Hvis man skulle være det mindste i tvivl, er det Kösen til venstre og Amge til højre på billedet. Foto: Stringer/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

41-årige Kösen måler i alt 251 centimeter og har siden 2009 haft titlen som verdens højeste mand, mens 30-årige Amge siden hun fyldte 18 år har været den mindste voksne kvinde i verden ifølge Guinness Rekordbog.

Alligevel har de to noget til fælles.

De har begge langt over 200.000 følgere på Instagram, og så skyldes deres usædvanlige statur i begge tilfælde tilstande, der på ingen måde er normale.

Hvor Sultan Kösen på grund af en tumor udviklede den sjældne tilstand akromegali – også kaldet »gigantisme« – er Jyoti Amge født med en form for dværgvækst kaldet akondroplasi.

Hun vejede således fem kilo, da hun blev myndig.

Kösen får speciallavet tøj, idet han ikke kan passe selv de største tøjstørrelser og sover i en seng, der er tre meter lang.