For første gang i New Yorks historie skete det.
Historiske vandmasser fra den tidligere orkan Ida har skabt ragnarok i USAs største by. Og det fik bystyret i New York City til at udstede en såkaldt 'flash flood emergency'. Det er første gang nogensinde i byens historie.
Billederne fra storbyen er da også utrolige. Hele bydele stod natten til torsdag under vand, metrostationer blev oversvømmede, og mindst ni personer har mistet livet.
Fem af de omkomne blev ifølge New York Post fanget i deres kælder, da vandmasserne begyndte vælte ned og ind.
Den ene af de døde var en 86-årig kvinde, som blev fundet død i sin kælder af sin søn lidt i midnat onsdag aften, lokal tid, i Queens-bydelen Corona.
Den næste, der blev fundet død, var en 66-årig fra Brooklyn-bydelen Cypress Hill. Manden blev fundet død i sin oversvømmede kælder klokken 00.35, lokal tid.
Omkring en halv time senere, klokken 01.00, fandt politiet frem til en omkommet kvinde i 40erne i en kælder ved Grand Central Parkway i Queens.
Siden var det en 22-årig mand og en 45-årig kvinde, der blev fundet døde i deres lejlighed i Queens-bydelen Jamaica.

Alle ofre blev fundet, da familie havde ringet til alarmcentralen og udtrykt bekymring for deres kære.
Det har skabt yderligere bekymring for, at endnu flere døde kan dukke op de kommende timer, som oprydningsarbejdet skrider frem.
En anden person har mistet livet i nabodelstaten New Jersey, da et voldsomt drama udspillede sig i byen Passaic.
Her blev en bil fanget af vandet fra den nærliggende Passaic-flod og slæbt ud i floden, som var gået næsten tre meter over sine breder. Personen blev efterfølgende bjerget fra bilen, men stod ikke til at redde.

De vandmasser, der er faldet over området mellem Philadelphia og New York er da også historiske.
I New Yorks berømte Central Park har man registreret den vådeste time nogensinde, da der mellem 20.51-21.51 onsdag aften, lokal tid, faldt 80 millimeter.
Her i Danmark ville det være lig med et femdobbelt skybrud.
I Newark i New Jersey faldt der endnu mere regn. Hele 211 millimeter blev der registreret onsdag, hvilket gør dagen til den vådeste nogensinde i Newark.

Den nyslåede guvernør i delstaten New York, Kathy Hochul, har været ude og kalde oversvømmelserne 'uden fortilfælde' og forklarede, at byen og delstaten er 'paralyseret' af begivenheden.
»Det her har været uhørt, og folk blev fanget på det forkerte ben og er chokerede. Borgere troede, de kunne gå sikkert ned i deres kældre eller tage et tog, og så ændrede en storm uden fortilfælde pludselig det hele. New York by er bogstavelig talt paralyseret,« sagde en rystet guvernør til CNN.
Med henvisningen til tog peger guvernøren på de mange vilde billeder fra New Yorks metro, hvor vandmasserne flere steder strømmede ud, som var det en bilvask eller et springvand.
Orkanen Ida, som først ramte det sydlige USA tidligere på ugen, har udøvet enorme skader på sin vej fra Louisiana i syd til New York i det nordøstlige USA.
Mere end en million kunder har mistet strømmen, som orkanen er skredet frem.
Det var dog langt fra alle, som har reageret med panik på Idas hærgen over New York.
En enkelt mand er blevet filmet midt i vandmasserne på sin oppustede luftmadras, mens han nyder en e-cigerat.


