»Han blev et offer for idioti, for løgne, for forvirring, for et had mod det, vi i vores dybeste essens er.«

Onsdag aften holdt en berørt fransk præsident en tale til ære for historielæreren Samuel Paty, der i sidste uge blev dræbt, efter han havde vist sin klasse en tegning af profeten Muhammed som en del af en undervisningsdebat om ytringsfrihed.

Det skriver The Guardian.

I omkring 15 minutter talte den franske præsident, Emmanuel Macron under mindehøjtideligheden, mens han stod foran den dræbte lærers kiste, der var blevet båret ind på pladsen foran Sorbonne Universitet.

Her ses Emmanuel Macron stå foran kisten.
Her ses Emmanuel Macron stå foran kisten. Foto: POOL
Vis mere

Under talen, der blev sendt direkte på fransk tv, kaldte en tydeligt berørt Macron den dræbte lærer for »en stille helt.«

»Fredag blev han ansigtet på vores republik,« sagde han ifølge The Guardian.

Samuel Paty, der blev 47 år, blev fredag dræbt på åben gade i Conflans-Sainte-Honorine, hvor han fik sin hals skåret over.

Gerningsmanden – en 18-årig muslimsk mand med tjetjensk baggrund – blev efterfølgende skudt og dræbt af politiet.

Foto: POOL
Vis mere

Henvendt til kisten sagde Emmanuel Macron onsdag aften, at 'kampen ikke er slut':

»Vi vil fortsætte denne kamp for frihed og for de grunde, som du nu er blevet ansigtet på, for vi skylder dig det. For i Frankrig vil lysene aldrig gå ud,« sagde præsidenten.

Omkring 400 personer – børn, venner, familie og tidligere præsidenter – var forsamlet til den private mindehøjtidelighed på universitetspladsen. Mange andre var dog forsamlet i gaderne rundt om for at følge med på storskærm.

Drabet på læreren har rystet Frankrig, som i de senere år har været udsat for flere angreb fra militante islamister.

Flere personer er blevet anholdt i sagen – blandt andet to elever på henholdsvis 14 og 15 år, som gerningsmanden betalte for at udpege læreren for ham. Det kan du læse mere om i artiklen HER.

Folk forsamlede sig ude foran pladsen ved Sorbonne for at følge mindehøjtideligheden.
Folk forsamlede sig ude foran pladsen ved Sorbonne for at følge mindehøjtideligheden. Foto: BERTRAND GUAY
Vis mere

Foto: ERIC GAILLARD
Vis mere