Hvis der kommer en ukrainsk drone, skal I samle et hold af tre soldater.
Én skal agere lokkemad og stå bomstille.
De to andre skal have til opgave at skyde dronen ned.
Når dronen kommer tæt på den person, der står stille, vil den stoppe sine bevægelser. Og så kan de to andre soldater affyre deres våben.
Sådan lyder indholdet af en håndskreven note, som de ukrainske specialstyrker, SOF, angiveligt har fundet på en død nordkoreansk soldat.

SOF har delt notatet på deres egen officielle Telegram-konto, hvor man også deler en del af teksten på notatet.
Ifølge SOF står der blandt andet:
»Hvis lokkemaden står helt stille, vil dronen også stoppe sin bevægelse. I dette øjeblik skal den skydes ned.«
Herefter fremgår det af notatet, at den lille trio af soldater skal splitte sig op og forlade stedet hver for sig.
Den nordkoreanske soldat er angiveligt blevet dræbt i den russiske Kursk-region, hvor der også tidligere har været forlydender om soldater fra det asiatiske diktatur.
Nordkorea og Rusland har indgået en forsvarsaftale, som i begyndelsen af december formelt trådte i kraft. Aftalen betyder, at begge lande er forpligtede til 'øjeblikkeligt' at yde militær bistand, hvis det andet land bliver invaderet.

