Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er nået sikkert frem til Donald Trumps ejendom i Florida.

Det viser han tirsdag aften dansk tid med et billede fra resortet, Mar-a-Lago, hvor han efter planen har skullet holde en tale.

Messerschmidt deltager i en konference arrangeret af den konservative israelsk-amerikansk ledede organisation Jerusalem Prayer Breakfast, har han fortalt til Jyllands-Posten.

Resortet er ejet af Trump, der tiltræder som USAs præsident 20. januar.

Messerschmidt har sagt, at han vil tale med den kommende præsident, hvis muligheden byder sig.

Turen falder sammen med det internationale spektakel, som den seneste uge har indfundet sig, efter Trump for nylig meldte ud, at han ønsker at tage magten i Grønland, som er en del af det danske rigsfællesskab – og at han ikke vil afvise at bruge militær eller økonomisk magt.

Messerschmidt har sagt til Jyllands-Posten, at han vil tale om sikkerhedspolitik og Vestens udfordringer med de fælles fjender Iran, Kina og Rusland.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Dansk Folkeparti og formanden.