Mange har nok prøvet at få et Lego-sæt i gave som barn og oplevet stor glæde.
Men faktisk kan man som voksen og toppolitiker tilsyneladende også blive voldsomt begejstret for farvede klodser.
Det skulle man i hvert fald tænke ud fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) seneste opslag på Instagram under sit besøg i Egypten.
Her har han i forbindelse med åbningen af Grand Egyptian Museum givet sin egyptiske ditto, Badr Abdelatty, et Lego-sæt af Den Store Pyramide i Giza.
'Ikke betalt reklame, men LEGO er altid en populær gave rundt i verden,' skrev Lars Løkke Rasmussen på Instagram.
'Min egyptiske kollega, Badr Abdelatty, blev behørigt glad for den store pyramide i Giza som legosæt.'
Videre skrev den danske udenrigsminister, at han mente, at det var en passende gave at give i forbindelse med åbningen af museet.
Begejstringen så da også stor ud hos Badr Abdelatty. Den samme reaktion kan ses på sociale medier eksempelvis X, hvor brugere også udtrykker glæde.
'En symbolsk og tankevækkende gestus, der understreger det dansk-egyptiske venskab – Lego-pyramiden er en gave, der på perfekt vis forener kultur, kreativitet og diplomati,' skriver en bruger.
En anden pointerer, at sådan en gave vil glæde enhver mand.
Mens en tredje pointerer, 'hvis du har set prisen på Lego-sæt i disse dage, ville du også blive begejstret.'
På Instagram har Lars Løkke Rasmussen delt flere indlæg fra sin tur til Egypten. Her kan man også se ham sammen med Dronning Mary og Jess Thorup, der er ny træner for fodboldklubben Al Ahly SC.
