Søndag spredte rygterne om at Justin Bieber havde friet til sin kæreste Hailey Baldwin sig som en steppebrand i alverdens medier. Nu stjæler et billede af den 21-årige model, der har en ring på, overskrifterne i kendis-verdenen.

Og det kan allerede afsløres, at det er en kæmpe diamantring, som Hailey Baldwin pludselig har iført sig.

Billedet er taget af hende få timer efter, at Justin Bieber angiveligt skulle have friet. På billedet ser man Hailey Baldwin have en drink i hånden, mens Justin Bieber står ved siden af med en øl.

Det er endnu ikke bekræftet fra nogen af parterne, at ringen faktisk er en forlovelsesring, men det er der altså noget, der kunne tyde på.

Det er angiveligt under en ferie på Bahamas, at den 24-årige sanger har været på knæ for den amerikanske model på 21 år, der skulle have sagt ja til frieriet.

Det var på en restaurant, at Justin Bieber friede til sin kæreste, og kort inden han gik på knæ, bad Biebers sikkerhedsvagter de øvrige gæster om at lægge mobiltelefonerne fra sig, da der skulle ske noget helt særligt.

Justin Bieber og Hailey Baldwin startede med at date for en måned siden. Men de har kendt hinanden længe og har også datet førhen. Det skete tilbage i februar 2015 til april 2016

Justin Biebers far, Jeremy, lagde tidligere søndag et noget kryptisk billede ud på sin Instagram, hvor noget kunne tyde på, at et frieri faktisk er sket.

Billedet er af Justin Bieber, der står foran en solnedgang. Til billedet skriver faren:

’Justin Bieber, Stolt er en underdrivelse. Spændt på det næste kapitel.’