En halv millioner indbyggere er sendt på flugt, mindst 24 personer har mistet livet og hele byer er lagt i ruiner.

Alt sammen som følge af de historisk voldsomme skovbrande, der lige nu hærger i delstaten Oregon og det nordlige Californien.

Omend det kan være svært at begribe de massive ødelæggelser, brandene fører med sig, fremgår det skræmmende tydeligt af en række droneoptagelser, som nyhedsbureauet Reuters har lavet i delstaten.

Bygninger, biler, møbler og minder er jævnet med jorden, og alt det, der for et par uger siden var grønt og frodigt, er nu gråt og sodet.

I Phoenix, Oregon er hundredvis af hjem blevet ødelagt i skovbranden.
I Phoenix, Oregon er hundredvis af hjem blevet ødelagt i skovbranden. Foto: David Ryder
Vis mere

I det sydlige Oregon - syd for Medford og igennem Phoenix og Talent - som ifølge Reuters' fotografer er ét af de områder, der er hårdest ramt - er det nærmest dystopiske scener af nedbrændte boligområder, der ses på videoen.

Beboerne i Medford, hvor branden kostede to mennesker livet og ødelagde op mod 600 hjem og 100 virksomheder, inden de bevægede sig videre, har da også svært ved at forstå omfanget af ødelæggelserne.

»Jeg har set ting de seneste dage, som jeg aldrig har set i min karriere før,« siger Eric Thompson, som er chef for brandvæsnet i byen Medford - én af de byer, der er hårdt ramt - til lokalmediet Record Searchlight.

En indbygger ved navn Danielle Roberts, der ligesom resten af byen var tvunget til at evakuere, siger: »Det er frygteligt. Jeg er stadig så knust, fordi alle mine venner fra området er væk.«

Brandvæsnet kæmper stadig med at få kontrol over de massive brande.
Brandvæsnet kæmper stadig med at få kontrol over de massive brande. Foto: KATHRYN ELSESSER
Vis mere

Dødstallet fra brandene, som har hærget den amerikanske vestkyst siden august, steg til 24, efter syv personer torsdag blev fundet døde i et nedbrændt bjergområde 137 kilometer fra Sacramento.

Politiet frygter, at de vil finde endnu flere afdøde, når de får mulighed for at afsøge de nedbrændte ruiner.

Brandvæsnet kæmper fortsat med at få kontrol over 37 skovbrande, som indtil videre har nedbrændt op i mod 900.000 hektar.