Den 29. december 2013 stod sportsverdenen stille. 

Formel 1-legenden Michael Schumacher styrtede på ski og slog hovedet alvorligt mod en sten. 

I dag, mere end 12 år efter ulykken, bryder helikopterpiloten Yannick Dainese tavsheden over for mediet The Sun.

Yannick Dainese og hans team modtog et hasteopkald fra skisportsstedet Méribel Alpina. 

De fik besked på straks at flyve ned til skibakkerne for at fragte en kritisk tilskadekommen person til hospitalet. 

I et interview med L'Équipe fortæller piloten, at de i første omgang ikke anede, hvem de skulle hente.

Michael Schumacher er en af motorsportens helt store legender med 91 Grand Prix-sejre.
Michael Schumacher er en af motorsportens helt store legender med 91 Grand Prix-sejre. Foto: Patrick Hertzog/AFP/Ritzau Scanpix

Først da de landede på pisten, blev alvoren og identiteten på patienten tydelig.

Teamet blev bedt om at fjerne alt udstyr, herunder mikrofoner og GoPro-kameraer, og holde journalister på afstand. De skulle hente Michael Schumacher.

Selvom piloten ikke selv var Formel 1-fan, mærkede han presset stige øjeblikkeligt, for han vidste, at folk betragtede Michael Schumacher som en gud.

Derfor blev redningsmissionen også en af de mest intense, han kan huske.

Hele pisten blev spærret af for andre skiløbere, så kun Schumacher, hans nærmeste og lægeholdet var tilbage. 

Piloten anede på det tidspunkt intet om skadernes omfang, men fragtede hurtigt racerstjernen til hospitalet. Da han vendte tilbage til området få dage senere, var han målløs over synet:

»Det, jeg så, chokerede mig. Der var så mange busser, røde flag og mennesker overalt, at hospitalsområdet var blevet forvandlet til en Formel 1-bane. Det var helt utroligt.«

Verdenspressen og fansene holdt vejret i de efterfølgende måneder, mens Schumacher gennemgik to store operationer og blev lagt i kunstigt koma.

Komaen varede i 250 dage, før han blev udskrevet i juni 2014.

Siden da er der ikke blevet offentliggjort detaljer om hans helbred, og han er aldrig blevet set i offentligheden.

Yannick Dainese forklarer, at det har taget ham 12 år at udtale sig, fordi han har ønsket at respektere Schumacher-familiens ønske om privatliv.