Scarlett Johansson er utilfreds med, at hendes film "Black Widow" fik tidlig premiere på Disney+.

Den amerikanske hollywoodstjerne Scarlett Johansson sagsøger Disney.

Det skriver avisen Wall Street Journal.

Hun mener, at Disney har brudt kontrakten med hende ved at udgive filmen "Black Widow", hvor hun spiller hovedrollen, på streamingtjenesten Disney+ på samme tid, som den fik premiere i biograferne.

Ifølge skuespilleren var hun i kontrakten garanteret, at filmen eksklusivt skulle have premiere i biograferne. Hendes løn for filmen er i høj grad baseret på, hvordan filmen klarer sig i biograferne.

Derfor er det langtfra optimalt, at filminteresserede kunne streame filmen hjemmefra i stedet at se den i biografen.

- Det her vil helt sikkert ikke være sidste gang, hvor hollywoodtalent står op over for Disney og gør det klart, at hvad end selskabet tror, så har selskabet en lovmæssig forpligtelse til at opfylde sine kontrakter, siger John Berlinski fra advokatselskabet Kasowitz Benson Torres, som repræsenterer Johansson i sagen, til Wall Street Journal.

Marvel-filmen "Black Widow" blev udgivet 9. juli i biografer, og samme dag var det muligt at tilkøbe filmen på streamingtjenesten Disney+.

Ifølge søgsmålet brugte Disney finten for at styre publikum hen mod Disney+, "hvor det kunne holde indtægter for sig selv og samtidig øge antallet af abonnenter på Disney+".

Walt Disney siger, at Scarlett Johansson ikke får noget ud af at lægge sag an.

- Der kommer ingen fortjeneste ved dette sagsanlæg. Disney har fuldt ud overholdt Johanssons kontrakt, skriver Walt Disney i en erklæring.

Filmen "Black Widow" er en del af Marvel-universet, som over de senere år har kastet adskillige superheltefilm af sig. De fleste af filmene har været såkaldte blockbustere og har solgt masser af biografbilletter verden over.

"Black Widow" fik en fin modtagelse af de danske anmeldere. Filmmagasinet Ekko, Soundvenue og Jyllands-Posten gav alle filmen fire ud af seks mulige stjerner.

/ritzau/Reuters