Han blev sidst set aftenen forinden, da han gik udenfor luksushotellet i London for at ryge en cigaret.

Men en farlig cocktail gjorde, at det blev 29-årige Abdullah bin Fahad bin Abdullah bin Abdulaziz bin Jalawi al Sauds sidste aften.

For dagen efter, 25. november sidste år, gik en rengøringsassistent ind på den saudiske prins' værelse, hvor han blev fundet livløs på badeværelset.

Det skriver The Sun og The Standard.

Redningsfolk hastede til Marriott Hotel i Kensington, men han blev erklæret død på stedet.

Nu viser det sig, at prinsen havde fået hjertestop som følge af store mængder alkohol, feststoffet GHB, cannabis og den stærkt angstdæmpende benzodiazepin Xanax.

Før sin død kæmpede prinsen også med et misbrug af alkohol og Xanax, og i august sidste år kom han i behandling på Priory Clinic Roehampton.

På det verdensberømte behandlingssted kan et ophold koste op mod 35.000 pund om ugen, svarende til over 300.000 kroner.