Saudi-Arabien melder om børnehave ramt af missilvragdele
Et kommercielt fly, en børnehave og et sundhedscenter meldes beskadiget i Saudi-Arabien efter angreb.

Et kommercielt fly, en børnehave og et sundhedscenter meldes beskadiget i Saudi-Arabien efter angreb.

En børnehave og et sundhedscenter er ifølge det saudiarabiske civilforsvar blevet beskadiget af vragdele fra et missil, som torsdag er blevet skudt ned i Saudi-Arabien.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Meldingen fra civilforsvaret kommer, samtidig med at Yemens houthier igen har meddelt, at de har gennemført angreb mod lufthavne i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh.
Der er desuden meldinger om, at et kommercielt fly fra det statsejede flyselskab Saudia skulle være blevet alvorligt beskadiget, mens det stod parkeret.
Det oplyser kilder til både AFP og Reuters.
Ifølge AFP skulle flere fly være blevet ramt af angreb, mens Reuters' kilder beskriver, at en brand skulle være startet på Saudia-flyet enten på grund af et direkte træf fra et projektil eller fra sprængstykker.
En kilde oplyser over for Reuters, at flyet skulle være tømt for passagerer, da hændelsen skete, men kunne samtidig ikke udelukke, at nogen var kommet til skade.
Saudi-Arabien har ikke officielt kommenteret meldingerne om flyet endnu.
Meldingen om angreb fra houthibevægelsen, der er støttet af Iran, i Saudi-Arabien kommer efter flere ugers optrapning i en verserende borgerkrig i Yemen, hvor Saudi-Arabien støtter regeringen.
Borgerkrigen i Yemen begyndte i 2014, da houthierne indtog hovedstaden Sanaa.
Saudi-Arabien, der støtter Yemens regering, gik for første gang ind i krigen i 2015.
Efter flere års relativ ro i landet blussede krigen igen op i juli.
Mandag oplyste Tyrkiet og Pakistan, at de to lande vil gennemføre en "hurtig udstationering" af styrker i Saudi-Arabien. Det skete i en fælles udmelding fra de tre lande.
RITZAU