48-årige Wayne Couzens er uden tvivl Storbritanniens mest forhadte politibetjent.

Den lidet flatterende titel gjorde han sig fortjent til, da han i marts i år bortførte og dræbte Sarah Everard.

Og Couzens bliver næppe mere vellidt i den britiske befolkning efter, at det er kommet frem, at han nu forsøger at få nedsat sin straf.

Det er avisen The Mirror, der beskriver seneste udvikling i sagen.

Den 48-årig Wayne Couzens har indrømmet mordet på Sarah Everard.
Den 48-årig Wayne Couzens har indrømmet mordet på Sarah Everard.
Vis mere

Det skabte rædsel og raseri langt ud over landets grænser, da den 33-årige marketingansvarlige Sarah Everard forsvandt sporløst under en kort gåtur hjem i Londons gader.

Senere viste det sig, at politibetjenten misbrugte sit politiskilt og fingerede en falsk anholdelse, da han under dække af coronarestriktionerne 3. marts om aftenen fik den intetanende kvinde til at sætte sig ind i sin bil.

Derefter kidnappede han hende. Voldtog og myrdede hende.

Hendes delvist afbrændte lig blev fundet en uges tid senere i et skovområde 80 kilometer fra det sted i Clapham i det sydlige London, hvor hun sidst blev set.

Anklagen lød på »bedrag, kidnapning, voldtægt, kvælning og brand«.

Efter anholdelsen indrømmede han det hele og blev senere idømt fængsel på livstid.

Drabet førte til omfattende demonstrationer flere steder i Storbritannien, og mange kvinder – også i Danmark – begyndte at dele deres egne historier om, hvordan de følte sig utrygge, når de gik alene hjem efter mørkets frembrud.

Ikke nok med, at gerningsmanden var politimand:

Sarah Everard blev kidnappet, voldtaget og til sidst myrdet af en politimand.
Sarah Everard blev kidnappet, voldtaget og til sidst myrdet af en politimand. Foto: -
Vis mere

Hans offer var også en helt tilfældig, uskyldig kvinde, der – som så mange andre helt almindelige kvinder – gik den korte tur hjem fra et besøg hos en ven.

Nu vil drabsmanden så have nedsat sin straf.

Det skriver flere britiske medier. Blandt dem Mirror og Daily Mail.

Aviserne citerer en officiel udtalelse fra myndighederne, som bekræfter, at Couzens ønsker at anke sin straf.

»Vi er blevet gjort bekendt med, at der er indgivet en appel fra hr. Couzens,« lød det fra en juridisk embedsmand.

Hvis den dømte drabsmand får tilladelsen, skal sagen behandles af en ankedomstol.

Sagen har også skabt voldsom kritik af politiet.

Det er blandt andet kommet frem, at Couzens havde flere mindre sædelighedssager i bagagen, og at han blandt kolleger gik under øgenavnet 'The rapist' (voldtægtsmanden, red.), fordi de kvindelige betjente var utrygge ved at arbejde sammen med ham.