Den tidligere spanske transportminister José Luis Abalos, som har været en nær rådgiver for Spaniens nuværende premierminister, Pedro Sanchez, er mandag blevet idømt 24 års fængsel i en sag om korruption.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Abalos er ved Spaniens højesteret kendt skyldig i at have været medlem af en kriminel organisation, bestikkelse og underslæb af offentlige midler samt misbrug af indflydelse.

Abalos' tidligere rådgiver Koldo Garcia er af højesteretten blevet idømt 19 års fængsel for de samme forseelser.

De to mænd var anklaget for at have stukket returkommissioner i egen lomme, da de lavede statslige kontrakter for millioner af euro i forbindelse med indkøb af hygiejneudstyr under covid-19-pandemien.

José Luis Abalos regnes for at være en af hovedarkitekterne bag den nuværende premierminister Pedro Sanchez' vej til magten og har haft en magtfuld post som Socialistpartiets partisekretær.

Efter at Sanchez blev premierminister i 2018, blev Abalos transportminister.

Abalos og Garcia er de seneste af flere fra personkredsen omkring Sanchez, der er blevet efterforsket for mulig korruption.

Andre personer med forbindelse til Socialistpartiet og Sanchez, der er blevet efterforsket, er Sanchez' kone, Begona Gomez, og hans lillebror, David Sanchez.

Premierministeren selv er ikke blevet nævnt i nogen af sagerne.

Lørdag bad en spansk domstol Begona Gomez møde i retten i en sag, hvor hun mistænkes for at have udnyttet sin position som premierministerens hustru til at sikre sponsorer til en universitetsuddannelse, som hun har stået for.

Samtidig fik hun forbud mod at forlade Spanien.

Hovedsagen mod hende er endnu ikke berammet.

David Sanchez, der er komponist og dirigent, er anklaget for at have fået særbehandling, da han fik en stilling i den offentlige sektor.

Sagen mod ham har været for retten, men der er endnu ikke faldet dom.

Pedro Sanchez' forgænger som leder af Socialistpartiet, tidligere premierminister José Luis Rodriguez Zapatero, er samtidig under efterforskning for muligt magtmisbrug og korruption.

Den sag handler om en statslig hjælpepakke på 53 millioner euro til det lille luftfartsselskab Plus Ultra under coronanedlukningen og trækker tråde til det statslige selskab Sepi.

Pedro Sanchez har hævdet, at sagerne mod hans hustru og bror er politisk motiverede, og han har understreget, at han tror på, at Zapatero er uskyldig.

Sánchez ventes ifølge AFP at udtale sig om sagerne mod sin familie og de andre fra personkredsen omkring sig i det spanske parlament onsdag.

/ritzau/