Lyle og Erik Menendez, der er idømt livsvarigt fængsel for drab på deres forældre, får først deres fremtid afgjort i 2025.
En dommer i Los Angeles har mandag aften dansk tid besluttet at udskyde en kendelse, som skulle have fundet sted 11. december, til 30. januar næste år.
Det skriver CNN og Fox 11 Los Angeles.
30. januar 2025 bliver der således taget stilling til, om brødrene kan få annulleret deres livstidsdomme og i stedet prøveløslades.
Årsagen til udskydelsen er, at sagen har fået en ny anklager, Nathan Hochman, som skal have passende tid til at sætte sig ind i sagen, argumenterede dommeren mandag.
I oktober meddelte anklager og tidligere distriktsadvokat i Los Angeles, George Gascon, at brødrene ifølge ham skulle have mulighed for prøveløsladelse efter 34 års fængsel.
Men tidligere på måneden blev George Gascon ikke genvalgt som distriktsadvokat, hvorfor Menendez-sagen er blevet overdraget til anklager, Nathan Hochman.
Nu skal Hochman gennemgå sagen og komme med sin vurdering, før en domstol skal tage stilling til, om brødrene kan blive løsladt fra fængslet.
Lyle var 21 år og Erik var 18, da forældrene blev slået ihjel.
Jose Menendez blev skudt i baghovedet, mens Kitty Menendez døde efter at være blevet skudt 15 gange.
Sagen har fået nyt og enormt fokus, efter at Netflix tidligere på året udkom med true crime-serien 'Monsters: The Lyle and Erik Menendez Story', hvor drabene, retssagen og livet i fængslet bliver skildret.