Få sager har delt den amerikanske befolkning som sagen om den 17-årige drabsmand Kyle Rittenhouse.

Nu har et dramatisk klip fra retssagen fået det hele til at eksplodere.

Klippet, hvor Kyle Rittenhouse bryder sammen i et slags grædende angstanfald, er gået amok på sociale medier.

Ikke mindst, fordi mange mener, det er skuespil fra manden, der står anklaget for at have dræbt to personer og såret én alvorligt sidste år.

Sagen om Kyle Rittenhouse tog sin begyndelse i byen Kenosha i Wisconsin 25. august sidste år. Her var byen på den anden ende, få dage efter den sorte mand Jacob Blake var blevet skudt adskillige gange af politiet.

Kenosha stod bogstavelig talt i flammer, da biler, butikker og gaderne blev stukket i brand.

Det fik politiet til at møde talstærkt frem for at forhindre yderligere optøjer, hærværk og nedbrændinger af forretninger.

Det var også en stor del civile. Og blandt dem var den dengang 17-årige Kyle Rittenhouse, der havde taget sin semiautomatiske AR-15-riffel med.

18-årige Kyle Rittenhouse i retten torsdag.
18-årige Kyle Rittenhouse i retten torsdag. POOL

På et tidspunkt opstod tumult og en gruppe mennesker satte efter Rittenhouse. Pludselig lød der et skud op i luften, og det fik en af efterfølgerne, Joseph Rosenbaum, til at forsøge at tage Rittenhouses riffel. Det resulterede i, at den 17-årige Rittenhouse affyrede våbnet adskillige gange.

Det fik dødelig udgang for Joseph Rosenbaum.

Og samtidig valgte Kyle Rittenhouse at tage flugten igen. Men på et tidspunkt væltede han og blev indhentet af en vred hob af mennesker, der anså ham for at være det, amerikanerne kalder en 'active shooter' – en gerningsmand i en skudepisode. En af dem, Anthony Huber, valgte at slå Rittenhouse i hovedet med sit skateboard. Det resulterede i, at Kyle Rittenhouse skød Huber i brystet.

Anthony Huber mistede efterfølgende livet.

Senere under de hektiske minutter blev også Gaige Grosskreutz ramt af skud i armen fra Kyle Rittenhouses riffel, inden den 17-årige drabsmand valgte at overgive sig til politiet.

Siden har Kyle Rittenhouses sag haft en ekstremt splittende effekt på USA.

På venstrefløjen anses han for at være en morder, der gik på gaden i Kenosha parat til at dræbe fredelige demonstranter.

På højrefløjen anser man ham for at være en patriot, der ofrede sig for at beskytte de lokale forretningsdrivende i Kenosha mod i hobevis af voldsparate demonstranter i gaderne.

Øjeblikket, hvor Kyle Rittenhouse brød sammen i retten.
Øjeblikket, hvor Kyle Rittenhouse brød sammen i retten. POOL

Og så er vi tilbage ved den nuværende retssag om de tragiske minutter i det nordlige USA sidste år.

Fra den førnævnte venstrefløj er reaktionen mod Kyle Rittenhouses tårer i retten brutal.

Blandt andre har NBA-superstjernen LeBron James været ude og tilkendegive sin holdning til det drama, Kyle Rittenhouse gav i retten. James har valgt at kommentere et klip fra USA Today, hvor det beskrives, at Kyle Rittenhouse brød ud i tårer.

Og så skriver han:

»Hvilke tårer???? Jeg så ikke en eneste. Lad nu være, man! Den knægt spiste nogle citroner, inden han gik ind i retten.«

Og den holdning er han langt fra alene om. Godt en kvart million personer har trykket 'like' til opslaget på Twitter, mens næsten 50.000 har retweetet.