Politiet har tirsdag morgen afspærret rundt om den drabssigtede norske rigmand Tom Hagens hjem i et forsøg på at finde nye spor i den mystiske sag om hans forsvundne hustru, Anne-Elisabeth Hagen.

Samtidig er der blevet sat et telt op over et kloakrør i indkørslen til huset.

Det skriver det norske medie VG.

Ifølge VG var de fremmødte politifolk 'tydeligt optaget' af kloakrøret i den brostensbelagte indkørsel.

ARKIVFOTO af Anne-Elisabeth Hagen.
ARKIVFOTO af Anne-Elisabeth Hagen. HANDOUT

Kloakrøret skal være en del af kloaksystemet i nabolaget i Lørenskog øst for Oslo - og ifølge det norske medie satte politiet et telt op over kloakdækslet, så folk udefra ikke kan se, hvad der nærmere sker.

Derudover har politiet også afspærret flere andre steder i området. Blandt andet ved en sti, som går forbi ejendommen, hvor Tom Hagen bor.

Til VG oplyser kommunikationsrådgiver Marianne Nordengen fra Øst Politidistrikt, at man ikke vil kommentere de igangværende undersøgelser ved ejendommen.

Den norske rigmand blev i sidste uge anholdt og sigtet for at have dræbt eller medvirket til drabet på sin egen hustru, Anne-Elisabeth Hagen, som ikke er set i halvandet år.

Sidste livstegn fra 69-årige Anne-Elisabeth Hagen var den 31. oktober 2018 klokken 09.14, hvor hun havde en telefonsamtale med et familiemedlem.

Da Tom Hagen - der tidligere har forklaret til politiet, at han på det tidspunkt var på arbejde - kom hjem efter klokken 13.30, var hun væk.

Tilbage lå en seddel med et krav om løsepenge og en trussel om, at Anne-Elisabeth Hagen ville blive udsat for skade, hvis han kontaktede politiet. Samtidig blev der krævet en løsesum, som skulle overføres i kryptovaluta.

På grund af fundet af sedlen frygtede politiet længe, at der var tale om en kidnapningssag. Den formodning ændrede de dog i sommer - i stedet mente man, at man stod med en mulig drabssag.

Og tirsdag blev 70-årige Tom Hagen anholdt og sigtet for netop det: For drab eller medvirken til drab på sin hustru. Selv nægter han sig skyldig.